S vil pumpe penge i kommuner og sygehuse

Forud for kommunalvalget i november foreslår Socialdemokraterne, at der næste år pumpes en milliard flere kroner i kommunerne. Samtidig vil partiet bruge 1,6 milliarder kroner mere på sundhed, end regeringen har foreslået. Det vil fremgå af det forslag til finanslov, som Socialdemokraterne lægger frem mandag, erfarer Ritzau. Bistanden til udviklingslandene skal øges med en milliard kroner i statens budget 2010.

Pengene til det hele skal blandt andet komme fra højere afgifter på tobak, mindre tilskud til erhvervslivet og landbruget, mindre brug af konsulenter i staten, billigere medicin og mere fartkontrol.

Socialdemokraterne vil fremrykke offentlige investeringer for 13 milliarder kroner i 2010 for at dæmme op for en stigende arbejdsløshed. Fremrykningen skal skaffe 13.000 arbejdspladser næste år.

/ritzau/

Socialdemokraterne fremlægger sit forslag til statens budget næste år. Forud for kommunalvalget foreslår partiet flere penge til kommunerne.

Offentliggjort Sidst opdateret