S vil sætte ind mod eksploderende netkriminalitet
Det er "helt afgørende", at Danmark forbliver i Europol, hvis vi vil bekæmpe cyberkriminalitet, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Politiet skal have flere it-eksperter, som kan efterforske og bekæmpe netkriminalitet, siger retsordfører.
Danskerne bliver snydt på nettet som aldrig før. Og det kalder på politisk handling, lyder det fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.
- Vi ser en god tendens til, at stort set alle andre former for kriminalitet falder, men på nettet eksploderer kriminaliteten. Det kræver, at vi sætter ind fra politisk hold, så vi kan løse det her stadig større problem, siger retsordføreren.
Ifølge Berlingske er antallet af sager om databedrageri steget med 300 procent på syv år.
Antallet af anmeldelser om databedrageri og bedrageri med stjålne dankort er steget fra 4857 til 16.608.
Der er behov for nye typer af medarbejdere i politiet, og der er behov for både it-eksperter og andre med fagkompetencer, der kan være med til at efterforske og forebygge den her form for kriminalitet, siger Trine Bramsen.
Til Berlingske udtaler justitsminister Søren Pind (V), at han er "meget opmærksom" på den store stigning.
- Ikke mindst i lyset af, at Danmark står til at forlade Europol den 1. maj 2017, udtaler Søren Pind i en skriftlig kommentar.
Hvis Danmark forlader det europæiske politisamarbejde, frygter Trine Bramsen, at antallet af sager om kriminalitet på nettet vil stige yderligere.
- Nettet kender ingen grænser, og det gør de kriminelle på nettet heller ikke. Derfor er det selvfølgelig helt afgørende, at vi forbliver i Europol, siger hun.
Ifølge juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet er en del af forklaringen på stigningen, at det i øjeblikket er mere risikofrit at begå kriminalitet på nettet end i den fysiske verden.
- Det skyldes, at dansk politi - og politiet i hele verden - kæmper med manglende kompetencer og ressourcer samt forældet lovgivning, som på mange måder er indrettet til den analoge og ikke den digitale verden. På den måde står vi i en brydningstid, siger Lars Bo Langsted, der forsker i blandt andet cyberkriminalitet, til Berlingske.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned