Socialdemokraterne kalder det uansvarligt, at Lars Barfoed (K) ikke er villig til at diskutere, om man bør droppe indkøbet af en række kampfly for at nå regeringens mål i 2020-planen om at spare to milliarder om året i forsvaret.
Spørgsmålet stammer ellers fra partiets egen forsvarsordfører, Helge Adam Møller, der mener, at kampflyene bør sløjfes fra regeringens indkøbsliste.
I stedet vil Lars Barfoed vente med at tage stilling i sagen, indtil forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig løber af stablen i 2014.
Men det er alt for sent, mener Socialdemokraterne.
- Det er helt uansvarligt og udtryk for økonomiske skyklapper, når Lars Barfoed tror, at vi kan vente til 2014 med at finde besparelser på 10 procent af forsvarsbudgettet, der skal sættes i værk blot et år senere, siger forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S).
Derfor opfordrer han nu sin konservative kollega til at trække Barfoed til side.
- Det er meget bekymrende, at det konservative folkepartis leder er så langt fra den forsvarspolitiske virkelighed.
- Derfor vil jeg opfordre den konservative forsvarsordfører, Helge Adam Møller, til at tage Barfoed i enerum og fortælle ham lidt om den økonomiske virkelighed i forsvaret, siger John Dyrby Paulsen.
Mens De Radikale også er klar til at droppe indkøbet af kampfly, siger Venstre, at "de ikke vil afvise noget".
Dansk Folkeparti afviser blankt idéen.
Danske kampfly i F-16-klassen flyver for tiden mission over libysk luftrum, men skal sendes på pension om senest ti år.
Derfor vedtog et bredt folketingsflertal i 2009, at Danmark finder den store pengepung frem og investerer i nye kampfly. Men det er altså den beslutning, flere parter i aftalen nu er villig til at bryde.
De nye kampfly ville koste statskassen et sted mellem 30 og 40 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde