Socialdemokraterne vil have strammet op på loven om børneattester, efter at det er konstateret, at det stadig er muligt for pædofilidømte at få ansættelse i børne- og ungdomsinstitutioner.
I den seneste sag har en 53-årig mand haft ansættelse ved filmværkstedet Station Next, selv om han er blevet dømt for utallige, seksuelle overgreb mod drenge på mellem 12 og 14 år - senest i 2006.
Socialdemokraternes medlem af Folketingets Retsudvalg Mogens Jensen kræver nu, at justitsministeren lukker de åbenlyse huller, der ifølge hans mening er i loven.
- Vi har vedtaget loven om børneattester for netop at forhindre overgreb mod børn og unge, og så må vi også sikre, at alle relevante institutioner og medarbejdere er omfattet af loven, og at dette ikke tolkes forskelligt i forskellige bekendtgørelser, siger han.
Mogens Jensen peger på, at et initiativ som Station Next slet ikke er omfattet af reglerne, som de er i dag, og at personalegrupper som eksempelvis pedeller og rengøringsmedarbejdere heller ikke omfattes af reglerne, da det i nogle bekendtgørelser ikke tolkes som "børnerelateret arbejde".
Socialdemokraterne vil have justitsministeren til at gennemgå loven således, at alle relevante institutioner og virksomheder reelt omfattes, og partiet vil sikre, at der skal indhentes børneattester for alle personalegrupper på institutioner for børn og unge.
Mogens Jensen vil også have justitsministeren til at undersøge, hvorfor Rigsadvokaten ikke, som han er forpligtet til, har underrettet Station Next om den 53-åriges dom fra 2006.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned