Så fik Lene Espersen talt med Clinton

Med nogle ugers forsinkelse har udenrigsminister Lene Espersen (K) nu mødt Hillary Clinton.

Under et Natomøde i den estiske hovedstad, Tallinn, har Lene Espersen "i flere omgange" haft lejlighed til at tale med sin amerikanske kollega, fortæller den danske udenrigsminister.

Første møde mellem de to eneste kvindelige udenrigsministre i Natoalliancen fandt sted torsdag eftermiddag, hvor Clinton sagde pænt goddag til den nye minister i Natoflokken, men også i forbindelse med torsdagens middag talte de sammen.

- Vi var enige om, at det havde været et rigtigt konstruktivt møde, og at vi så frem til det videre samarbejde. Så jeg har fået en meget venlig modtagelse, siger Espersen.

På et endnu ikke fastsat tidspunkt er det planen, at Lene Espersen rejser til USA for at have lidt længere bilaterale drøftelser med Hillary Clinton

Måske kan der også her blive tid til at tale om resultaterne fra det arktiske udenrigsministermøde i Canada, som Lene Espersen meldte afbud til i påsken. I hvert fald var det ikke et emne, der blev diskuteret under parternes første møde.

- Nej, overhovedet ikke, siger Espersen.

Efter at Lene Espersen droppede mødet om den arktiske region til fordel for en familieferie var kritikken sønderlemmende fra både presse, kommentatorer og bredt i Folketinget.

Også vælgerne ser ud til at straffe Espersens rejseprioriteter. Den seneste meningsmåling fra Megafon for Politiken og TV2 viser, at De Konservatives vælgertilslutning er gået tilbage med 2,6 procent den seneste måned.

En tilbagegang som ifølge valgforsker Søren Risbjerg Thomsen kan kædes direkte sammen med Lene Espersens afbud til det arktiske møde

/ritzau/

Udenrigsminister Lene Espersen har fået hård kritik for at prioritere familieferie højere end sin amerikanske kollega. Men nu har Espersen talt med Clinton.

Offentliggjort Sidst opdateret