Samira Nawa er ny radikal retsordfører efter Hegaards exit
Kristian Hegaard blevet valgt til Folketinget i 2019. Nu har han dog trukket sig efter ved flere lejligheder at have udvist grænseoverskridende adfærd. Her ses han under Folketingets afslutningsdebat i juni. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Sidste uge trak De Radikales Kristian Hegaard sig fra Folketinget. Nu er hans ordførerskaber blevet fordelt.
De Radikale har sat en ny holdopstilling i Folketinget, efter at Kristian Hegaard sidste uge trak sig fra politik efter ved flere lejligheder at have udvist grænseoverskridende adfærd.
Han var blandt andet udlændinge- og retsordfører. De to poster overtages af Kathrine Olldag og Samira Nawa, fremgår det af partiets hjemmeside.
For nogle måneder siden gjorde De Radikales uafhængige kontaktinstans partiets leder, Sofie Carsten Nielsen, opmærksom på en henvendelse vedrørende Kristian Hegaard.
De to tog en samtale, men efterfølgende har der været endnu en episode, hvor han har udvist grænseoverskridende adfærd. Det tog han sidste uge konsekvensen af og trak sig.
- Jeg er netop blevet bibragt den information, at jeg ved en festlig lejlighed i byen for nylig i en meget fuld tilstand, som jeg desværre intet husker fra, har udvist grænseoverskridende adfærd, skrev han på Facebook om beslutningen.
Det var Kristian Hegaard selv, der besluttede at stoppe. En beslutning, partiet efterfølgende erklærede sig enig i:
- Vi er triste over Kristians beslutning, men efter at have hørt hans begrundelse er vi enige i hans beslutning og tager den til efterretning, lød det i en pressemeddelelse.
Kristian Hegaard er ikke det første medlem af De Radikales Folketingsgruppe, der har sagt farvel i denne valgperiode. I oktober sidste år trak daværende politisk leder Morten Østergaard sig.
Det skete efter krænkelsessager, og han er i dag fortid i politik. I stedet er Sofie Carsten Nielsen blevet valgt som ny politisk leder.
Kristian Hegaard blev i 2019 valgt til Folketinget. Allerede to år tidligere havde han dog stiftet bekendtskab med Folketinget, da han kom ind som suppleant for Martin Lidegaard.
Han sad også i Fredensborg Byråd. En post, han også har trukket sig fra.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned