Samuelsen freder foreløbig kongehuset

Liberal Alliance har ingen ambitioner om at nedlægge kongehuset. Og partiets leder, Anders Samuelsen, freder kongehuset fra den store sparekniv, som ifølge partiets program skal skære 72 milliarder kroner af de offentlige udgifter

Kongehuset, som kostede 342 millioner kroner i 2009, er imidlertid ikke helligt for partiets politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

Spørgsmål: Der skal spares mange milliarder på de offentlige udgifter, men ikke på kongehuset. Kan vi deraf udlede, at det er pengene værd?

- Vi har sagt, at vi har ikke nogen aktuelle planer, men intet er helligt, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Spørgsmål: Hvordan skal det forstås?

- Vi ser på de offentlige udgifter som et hele, og det må vi tage ved næste finanslov, siger han.

Som formand for Radikal Ungdom gik Simon Emil Ammitzbøll i sin tid ind for en særlig kongeskat, som kunne til- eller fravælges i lighed med kirkeskat.

Partileder Anders Samuelsen var meget bestemt, da han tirsdag på partiets pressemøde blev spurgt, hvorfor det liberale parti ikke vil spare på kongehuset, når det vil reducere antallet af offentligt ansatte med 40.000.

- Vi har ingen ambitioner om at nedlægge kongehuset. Og jeg har ikke yderligere kommentarer til det spørgsmål, siger han.

- Jeg vil gerne diskutere verdens økonomiske politiske situation, og den udfordring, nationen står over for. Og det skal ikke forplumres i en diskussion om kongehuset, siger partileder Anders Samuelsen.

/ritzau/

Partilederen i Liberal Alliance skåner kongehuset for sparekniv. Intet er helligt for den politiske ordfører.

Offentliggjort Sidst opdateret