Samuelsen vil lade døren stå åben for briterne i EU
Hvis briterne pludselig skulle fortryde deres exit fra EU, skal døren stå på klem for dem, mener udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Foto: /ritzau/AP/Gian Ehrenzeller
/ritzau/AP/Gian Ehrenzeller
Hvis briterne fortryder deres exit fra EU, står døren på klem for dem, siger udenrigsministeren.
Nok er briterne på vej ud af døren i EU, men døren vil blive ved med at stå på klem for dem, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
- Hvis de vender rundt i morgen og siger, at de har fortrudt det hele og gerne vil være med fortsat, så er der også en klar opbakning til det fra dansk side, siger han på et pressemøde onsdag morgen.
- Men så god er verden nok ikke, trods alt.
Derfor har regeringen da også lagt en strategi for, hvordan Danmark får mest muligt ud af brexit-forhandlingerne.
- Konkret vil vi styrke vores EU-repræsentation i Bruxelles og vores ambassader i London, Paris og Berlin, siger Samuelsen.
- Regeringen vil arbejde for et stærkt europæisk samarbejde, men vi vil reformere EU indefra og sikre et stærkt, slankt og effektivt EU.
Udtalelsen om den åbne dør til briterne ligger i forlængelse af budskabet fra den nye franske præsident, Emmanuel Macron. Efter et møde med den britiske premierminister, Theresa May, udtalte Macron tirsdag:
- Selvfølgelig står døren altid åben, så længe forhandlingerne om brexit ikke er afsluttede.
Den franske præsident slog dog også fast, at han respekterer det britiske folks beslutning - og at han håber, at forhandlingerne om brexit kan gå i gang hurtigst muligt.
På samme pressemøde slog May fast, at tidsplanen for de kommende brexit-forhandlinger holder, selv om udfaldet af det britiske valg blev anderledes, end premierministeren havde håbet.
Dermed bekræftede hun, at det første møde finder sted i næste uge.
På den hjemlige front kæmper den konservative premierminister ellers fortsat med at danne regering.
Hendes parti mistede sit absolutte flertal ved sidste uges parlamentsvalg. Valget havde hun udskrevet i håb om at forstærke sit mandat op til EU-forhandlingerne.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde