Har tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) været sendt i byen af den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa i hendes personlige hævntogt mod Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme?
En kilde i forskningsrådet hævder over for Weekendavisen, at det reelt var Penkowa, der i 2009 formulerede Sanders 30 kritiske spørgsmål om rådets tildeling af bevillinger. Forinden havde forskeren gentagne gange fået afslag på forskningsstøtte.
Sander bekræfter, at han hentede inspiration udefra til spørgsmålene. Men han vil fortsat ikke svare på, om det var Penkowa, der leverede ammunitionen til hans angreb på det uafhængige forskningsråd.
- Jeg vil gentage, at jeg ikke vil sige, hvilke personer der har været inde over det her, siger Helge Sander og tilføjer:
- Det, der er afgørende for forskningsverdenen og danskerne, er, at de her spørgsmål afdækkede nogle meget uhensigtsmæssige bevillinger i forskningsrådssystemet.
- Jeg fik bekræftet de uhensigtsmæssige forhold. Derfor står jeg så stærkt i dag, og derfor er jeg fuldstændig kold over for anklagerne, siger Helge Sander, der kender Milena Penkowa personligt.
Spørgsmål: Al snak om hævntogt kan blive aflivet, hvis du afviser, at Penkowa er kilde?
- Jo, jo, men når man først åbner, så spørger I ind til den næste. I dag vil jeg sige, at uanset hvem så er jeg utroligt glad for, at jeg fik sat fokus på det, siger Helge Sander og påpeger, at de kritiske spørgsmål førte til en lovændring på området.
Spørgsmål: Hvordan har du det med, at det nu bliver koblet sammen med dit forhold til Milena Penkowa?
- Det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan bare se, at alt, der kobles op på hende, bliver en historie.
Spørgsmål: Hvordan vil du beskrive dit forhold til Milena Penkowa?
- Det er i højere grad min familie, der har et forhold til hende, siger Sander og fortæller, at Penkowa har hjulpet familien i forbindelse med et alvorligt sygdomsforløb. Den hjælp overskygger de mange negative sager om Penkowas person.
- Vi er hende en stor tak skyldig, siger Helge Sander.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker