Sareen vil undersøge mulig ny Zornig-sag
Socialminister Manu Sareen (R) vil have en redegørelse fra sine embedsmænd i den mulige nye Zornig-sag.
- Jeg kender stort set kun sagen fra pressen. Nu har jeg bedt mine embedsmænd om en grundig orientering om sagen, som blev beskrevet i tv i aftes (torsdag. red.), skriver Manu Sareen i en kommentar til DR Nyheder.
Ifølge TV Avisen lovede daværende socialminister Karen Hækkerup (S) Lisbeth Zornig Andersen en halv million kroner til at undersøge nomadefamilier, der flytter mellem kommuner. Det skete imidlertid lang tid før, at der lå en projektbeskrivelse og et budget.
Sareen går ind i sagen, efter flere politikere torsdag krævede, at Karen Hækkerup også inddrages i den advokatundersøgelse, der er sat i gang i sagen, hvor SF's tidligere socialminister, Annette Vilhelmsen, gav Lisbeth Zornig Andersen en million kroner for rullende kameraer, inden Zornig overhovedet havde sendt en ansøgning.
I den nye sag undrer flere partier sig over rækkefølgen i sagen - altså at ministeriet først bevilger pengene, og derefter beder om at der bliver lavet et budget.
- Jeg synes, at det virker fuldstændig bagvendt. Det er klart, at hvis man melder ud, at der er 500.000 kroner til en opgave, så er det meget lidt sandsynligt, at det kommer til at koste mindre, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.
Manu Sareen vil ifølge DR Nyheder sørge for, at Folketingets partier også får redegørelsen om sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker