Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kalder det hykleri, at Socialdemokraterne ikke vil forhandle efterløn nu, men er klar til det efter et valg - hvis der altså er flertal imod efterlønnen.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, mener tværtimod at partiet viser fasthed.
- Det er ikke hykleri. Vi står ved vores holdninger, siger han.
- Vi er modsat Venstre, som melder ud, at der ikke skal ske noget med efterlønnen, hvorefter de brød det løfte, og Dansk Folkeparti, som lovede, at der ikke ville blive pillet ved efterlønnen, hvorefter de brød deres løfte, siger Sass.
Spørgsmål: Du har tidligere sagt, at det blev over dit lig, at efterlønnen blev afskaffet.
- Det løfte har vi også indfriet. Vi har sagt nej til at ændre i den aftale, vi lavede med et bredt flertal i Folketinget, siger han med henvisning til velfærdsforliget fra 2006.
Spørgsmål: Når I vil forhandle efter et valg, hvorfor så ikke forhandle nu og få det så godt som muligt fra starten?
- Det må være op til vælgerne at afgøre det her, siger Sass.
Han fremhæver, at Socialdemokraterne har lovet vælgerne at stå fast på aftalen fra 2006 om efterløn og pensionsalder.
- Hvis vælgerne siger, at der skal være et flertal for at afskaffe efterlønnen, så må vi jo tage bestik af den situation og få det bedst mulige ud af det inde ved forhandlingsbordet, siger Sass.
- Jeg tror sagtens, vælgerne kan forstå, at hvis vi ikke kan få 90 mandater, så kan vi jo ikke få et flertal til at afvise den aftale, som er der i øjeblikket, siger Socialdemokraternes politiske ordfører om den aftale, som er på vej.
En aftale om forringet efterløn kan komme fredag eftermiddag mellem regeringen, De Radikale og Dansk Folkeparti.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker