Sass Larsen om sænket selskabsskat: Jeg bakker op
Den socialdemokratiske partiformand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, er ikke på kollisionskurs med gruppeformand Henrik Sass Larsen og andre ledende S-medlemmer, når hun tirsdag formiddag fremlægger sin konkurrenceevnepakke, Vækstplan DK.
Det fastslår Henrik Sass Larsen over for Ritzau:
- Jeg bakker op om regeringen, og jeg bakker 100 procent op om den plan, der bliver fremlagt om vækst senere i dag. Jeg har hørt den samlede fremstilling af den, og jeg synes, at det er en god plan, siger han.
Hans melding kommer, efter at Jyllands-Posten tirsdag beskriver, hvordan Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon står ret alene i partiet med ønsket om at sænke selskabsskatten fra 25 procent til 22 procent.
Imod planen skulle også være beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der sammen med Sass Larsen var medunderskriver - i øvrigt sammen med Corydon og minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen - på en omtalt kronik fra sidste sommer.
I Politiken talte de fire ministre i august 2012 imod en sænkning af selskabsskatten som et middel til at skabe vækst og arbejdspladser. Det var ikke en del af den socialdemokratiske plan for Danmark, fremgik det.
Mandag måtte Mette Frederiksen uddybe. Tirsdag uddyber Henrik Sass Larsen så:
- Jeg ser det på samme måde som Mette Frederiksen, at hvis en sænkning af selskabsskatten skal være et enkeltstående element, så er det ikke nogen god formel til at sætte gang i væksten.
- Men det er det heller ikke. Det er et af mange elementer til at sætte gang i væksten i Danmark, som tilsammen giver svaret på, hvordan vi kan få skubbet til økonomien og komme ud af krisen, så derfor bakker jeg op om den helhed, der er i planen, siger han.
Og det gælder hele partiet:
- Socialdemokraterne står bag den vækstplan, som bliver fremlagt i dag. Vi støtter naturligvis regeringen, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde