Sass vil bryde apoteker-monopol og skærpe konkurrencen
En afskaffelse af apotekermonopolet og et langt større udbud af varer på hylderne i supermarkederne.
Det er blandt den nye erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens (S) bud på, hvordan der kan skabes mere vækst og flere arbejdspladser i Danmark, skriver Information.
Konkurrencen skal ganske enkelt øges, lyder budskabet fra ministeren.
- Mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil have mest mulig konkurrence, siger Henrik Sass Larsen til Information.
Tidligere har Produktivitetskommissionen peget på, at øget konkurrence er en af de mest direkte veje til øget produktivitet. Og den holdning deler den nye erhvervs- og vækstminister:
- Det bliver billigere, og det bliver mere effektivt. Hvorfor skal jeg betale det dobbelte for et produkt, hvis jeg kan få det for det halve?, spørger han.
Apotekermonopolet, som flere politikere før Sass Larsen har haft ambitioner om at afskaffe, er et af de områder, ministeren ønsker at tage et opgør med.
- Der kan være det hensyn, at der på grund af sundhedssikkerheden kan ligge nogle begrænsninger, og det må jeg så lytte til. Men generelt har jeg det sådan, at jo mere konkurrence, des gladere er jeg, og des gladere er forbrugerne, siger han.
Hvis erhvervs- og vækstministeren vil fjerne reguleringer for at øge konkurrencen, kan han regne med støtte fra Liberal Alliance.
- Det øger velstanden i samfundet, og det gør, at vores ressourcer bliver brugt bedst muligt, siger erhvervsordfører Joachim B. Olsen.
Enhedslisten undrer sig derimod over, hvad ministerens udmelding dækker over.
- Hvis det betyder, at han vil sætte hårdt ind mod monopoldannelse og priskarteller for eksempel i den finansielle sektor, synes jeg, det lyder rigtig fornuftigt.
- Hvis det betyder, at flere private aktører skal have snablen ned i vores skattekroner gennem udlicitering af skoler, plejehjem og hospitaler, synes jeg, at det lyder som en elendig idé, siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Information.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned