Se og Hør: Hækkerup skyder hårdere mediestraffe ned
Justitsminister Karen Hækkerup (S) beder politikerne slå koldt vand i blodet, inden de begynder at kræve hårdere straffe til medier, der går over stregen - eksempelvis i den meget omtalte sag om Se og Hør, der angiveligt har betalt sig til fortrolige oplysninger om kendtes kreditkortoplysninger.
Det siger hun i forbindelse med et samråd torsdag om sagen, og efter at de fire borgerlige partier i torsdagens Berlingske har foreslået - og modtaget opbakning fra Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen - at grebet skal strammes om medier, der krænker privatlivets fred.
- I stedet for per automatik at gå ud og råbe på højere straf synes jeg, vi skal give politiet arbejdsro til deres efterforskning, så vi kan få kørt sagen. Og så må vi efterfølgende se, om der er behov for mere, siger Karen Hækkerup.
Hun slår fast, at politiet arbejder på højtryk i sagen, og at der samtidig er sat gang i en del undersøgelser af, hvad der er op og ned i sagen.
- Lad os nu lige se først, hvordan og hvorledes det hele ender. Politiet er i gang med at afhøre og sigte folk.
- Der kommer til at køre straffesager, og der er i forvejen, hvis politiet ender med at vurdere, at det er de paragraffer, som man skal anvende, en strafferamme på op mod seks års fængsel, siger justitsministeren.
De borgerlige partier ønsker ifølge Berlingske, at bøder til medier, der bliver dømt for at krænke privatlivets fred, bliver tredoblet. Partierne mener også, at journalister og redaktører, der gentagne gange gør sig skyldig i grove brud på privatlivets fred, skal smides i fængsel.
I sagen om Se og Hør har politiet sigtet journalisten Ken B. Rasmussen, som startede sagen med at skrive en bog om livet på Se og Hør, samt Aller Media og en anden journalist.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde