Se videoanalyse: Medstifter og eksformand Thulesen Dahl melder sig ud af DF


Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere Dansk Folkeparti-formand Kristian Thulesen Dahl har onsdag valgt at melde sig ud af partiet.

Det skriver han selv på Facebook.

Han kalder beslutningen "smertelig" og oplyser ikke, hvad han har af planer for fremtiden.

Nuværende formand Morten Messerschmidt udtalte denne weekend, at eksformandens fremtid i partiet burde afklares.

Thulesen Dahl skriver, at der har været "et pres for, at jeg skal tage beslutningen om min fremtid nu."

- Det italesættes, at partiet først kan komme videre, når jeg er ude. Og hvis vurderingen er, at den nuværende ledelse ønsker, jeg skal melde mig ud, er det den rigtige beslutning for mig at tage, skriver han på Facebook.

Thulesen Dahl er nummer 11 i folketingsgruppen, der forlader partiet på under et halvt år.

Tidligere formand og medstifter af DF har onsdag valgt at melde sig ud af partiet. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Efter flere tabte valg overlod Thulesen Dahl formandsposten til Morten Messerschmidt (DF). De personer, der har forladt partiet, har kritiseret partiet for at have et dårligt samarbejdsklima.

Ved folketingsvalget i 2019 blev partiet halveret til 16 mandater. Efter formandsskiftet er partiet nu nede på fem medlemmer.

Thulesen Dahl var formand for partiet i ni år. Som medstifter var han med helt fra partiets begyndelse i 1995.

Også blandt andre tidligere næstformand Søren Espersen og mangeårig gruppeformand Peter Skaarup, som begge har været med fra start, har sagt, at de forlader partiet.

Det er sket, efter at Inger Støjberg torsdag etablerede Danmarksdemokraterne, som jagter vælgererklæringer for at blive opstillet til næste valg.

Det ser partiet ud til at nå i mål med på rekordtid.

Flere afhoppere fra Dansk Folkeparti har allerede meddelt, at de gerne vil være en del af Støjbergs parti.

Fakta: DF's folketingsgruppe er mere end halveret siden valg  

Det seneste halve år har Dansk Folkeparti mistet en række profiler i både folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og sekretariatet på Christiansborg.

Efter formandsopgøret 23. januar, der sluttede med, at Morten Messerschmidt vandt med knap 60 procent af stemmerne, har den nye formand forsøgt at få ro i partiet. Roen er dog svær at få øje på.

Fredag forlod både Peter Skaarup og Jens Henrik Thulesen Dahl partiet, og lørdag fulgte både Søren Espersen og Dennis Flydtkjær.

Onsdag er det så blevet forhenværende formand Kristian Thulesen Dahls tur til at melde sin afgang. Det skriver han på Facebook.

Dermed har DF mistet over halvdelen af partiets folketingsmedlemmer siden det seneste folketingsvalg i 2019. Her var der 16 medlemmer - nu er de nede på fem.

Her er et overblik over, hvem der har forladt partiet, efter at Morten Messerschmidt er trådt til som partiformand:

* 10. februar:

Steen Thomsen stopper som DF's partisekretær. En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Han er fortsat medlem af partiet. Rollen som partisekretær overtages af Messerschmidt-støtten Jens Vornøe.

* 11. februar:

Det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen forlader partiet. Han og Merete Dea Larsen havde et par uger forinden tabt valget om formandsposten til Messerschmidt. Henriksen var i mange år DF's profilerede udlændingeordfører.

* 21. februar:

Folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech forlader DF. De kan ikke forlige sig med Morten Messerschmidts ledelsesstil og siger, at partistifter Pia Kjærsgaard skaber dårlig stemning og "voksenmobber". De fortsætter som løsgængere.

* 22. februar:

Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby forlader DF. Han siger - lige som de fire andre folketingsmedlemmer - at det er Morten Messerschmidts ledelse og Pia Kjærsgaard, der er årsagen.

Pressechef Jesper Beinov oplyser, at han har opsagt sin stilling per 1. april, fordi han har fået et nyt job.

* 26. februar:

Folketingsmedlem Marie Krarup forlader DF. Hun har længe ytret sig kritisk om Messerschmidt og flere gange truet med at forlade partiet. Senest vil Krarup ikke acceptere at få mundkurv på omkring Rusland, der har invaderet Ukraine. Krarup har tidligere talt positivt om Rusland.

* 24. juni:

Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl forlader Dansk Folkeparti. Han siger, at han har forsøgt at bakke op om Morten Messerschmidt som formand og at skabe ro i partiet, men konstaterer, at den interne uro fortsætter. Han overvejer nu at melde sig ind i Danmarksdemokraterne, som den rigsretsdømte og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg har stiftet.

Den mangeårige gruppeformand, Peter Skaarup, som var med til at etablere Dansk Folkeparti i 1995, meddeler, at han har meldt sig ud. Han har mistet tilliden til ledelsen, siger han. Peter Skaarup vil gerne stille op som folketingskandidat for Danmarksdemokraterne ved næste valg, hvis partiet bliver opstillingsberettiget, oplyser han.

* 25. juni:

Tidligere næstformand Søren Espersen skriver på Twitter, at han melder sig ud af partiet. Der er "mange årsager", lyder det. Han fortsætter som løsgænger i Folketinget, siger han til Berlingske. Espersen afviser ikke en mulig fremtid i Danmarksdemokraterne, men siger til avisen, at "det er jo så lidt, vi ved om det parti".

Folketingsmedlem Dennis Flydtkjær oplyser i en pressemeddelelse, at han også forlader partiet efter 22 år. Han peger på interne læk fra møder, interne skænderier og udhængning af partikolleger i pressen som årsager til sin udmeldelse.

* 29. juni:

Den forhenværende formand for partiet, Kristian Thulesen Dahl, meddeler, at han har meldt sig ud af partiet. Det sker, efter der er kommet et pres fra de indre linjer om, at han skulle tage en beslutning om sin fremtid hurtigst muligt. Det skriver han på Facebook. Han skriver ikke noget om, hvad hans fremtid kommer til at bringe.

Kilder: Ritzau, Berlingske, TV 2, DR, TV 2 Fyn, Jyllands-Posten og B.T.

I et interview med TV2 siger Thulesen Dahl, at han nu vil overveje, hvad der skal ske.

- Der ligger ikke nogen planlagt række af begivenheder i det her, siger han.

Thulesen Dahl havde inden onsdagens melding allerede sagt, at han ikke genopstiller til Folketinget for DF.

/ritzau/