Der er intet fornuft i regeringens forslag om at give nedslidte ældre mulighed for en såkaldt seniorførtidspension. Sådan siger professor og efterlønsforsker ved Aalborg Universitet Per H. Jensen.
Han peger først og fremmest på, at regeringen undervurderer antallet af danskere, der vil benytte sig af en seniorførtidspension.
- Problemet er for det første, at regeringen undervurderer, hvor mange der er potentielle klienter i den nye seniorførtidspension. Lars Løkke præsenterer det med, at stort set alle folk på efterløn er sunde og raske. Men pointen er, at det passer ikke, siger Per H. Jensen.
Ifølge professorens egne undersøgelser er 40 procent af dem, der går på efterløn, enig eller delvis enig i, at de forlod arbejdsmarkedet, fordi deres helbred var ved at være for dårligt.
Det er disse 40 procent, som på en eller anden måde skal under regeringens forslag om seniorførtidspension. Og det er altså langt flere, end hvad regeringen regner med, vurderer han.
- De undervurderer det helt vildt, siger Per H. Jensen, der også stiller spørgsmålstegn ved, hvordan en ordning med seniorførtidspension i praksis skal administreres.
- Jeg ved ikke, hvad det er for en administrationspraksis, der lægges op til. Det står der ikke noget om. Der er kun fem en halv linje om, hvordan ordningen skal fungere, siger han.
Michael Jørgensen, der er forskningsassistent ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, ser dog mere positivt på forslaget.
- Jeg tror, at for dem, der er meget nedslidte og som er berettiget til førtidspension, er det godt med en hurtige ekspedition, og der er flere, der vil opnå førtidspension, vurderer han.
Fra et økonomisk synspunkt er det rigtigt, at det for den nedslidte ældre er bedre med en seniorførtidspension end at være på efterløn, siger Per H. Jensen.
Men på det mentale plan kan en seniorførtidspensionist godt komme til at føle sig udenfor, vurderer han.
- Folk på efterløn oplever sig som fuldgyldige medborgere i samfundet. Det gør førtidspensionister ikke. Der kan ske det, at vi begynder at stemple dem, der er på ordningen.
- Resultatet er, at de derfor vil se ned på sig selv og opleve, at vi ser ned på dem, siger efterlønsforskeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde