SF afviser optjeningsprincip for velfærd

SF's formand, Villy Søvndal, samler nu den handske op, som regeringen har kastet forud for det kommende valg, og afviser blankt ideen om optjeningsprincipper på en række velfærdsområder. Det skriver dagbladet Information.

Ifølge regeringen skulle disse principper ellers blandt andet sikre Danmark mod, at indvandrere fra hele Europa med EU-domstolen i ryggen kommer hertil for at snylte på de danske velfærdsgoder.

- Lars Løkke Rasmussen (V) har hele tiden haft et ønske om at erstatte det nuværende velfærdssamfund med et forsikringssamfund. siger han til avisen.

- Det er den overordnede dagsorden, og det, vi ser nu, er, at han bruger den her påståede trussel fra udlandet som brækjern til at indføre brugerbetaling og optjeningsprincipper på en række områder, siger Søvndal.

Oppositionen har hidtil holdt lav profil om de beregninger af udlændinges omkostninger for det danske samfund, som Dansk Folkeparti har bestilt.

S og SF har på det nærmeste støttet den regeringsnedsatte arbejdsgruppe, der inden valget skal barsle med forslag om optjeningsprincipper inden for blandt andet sundhed og uddannelse, men nu går Villy Søvndal til modangreb.

SF vil ikke acceptere generelle optjeningsprincipper, når debatten med garanti bliver en del af valgkampen.

De relativt få, der har valgt at benytte reglerne for arbejdskraftens fri bevægelighed, har generelt netop ikke søgt mod de traditionelle velfærdsstater og har i høj grad vist sig at bidrage til - snarere end at belaste - de offentlige budgetter.

- Når jeg lytter til alle de eksperter, der ytrer sig i denne debat, så er det jo tydeligt, at tanken om, at folk skulle komme her til Danmark for at hamstre og udnytte vores velfærdssamfund, er vildt overdrevet, siger Søvndal.

/ritzau/

SF vil ikke støtte regeringens plan om, at udlændinge skal optjene ret til velfærdsydelser.

Offentliggjort Sidst opdateret