SF bakker op om aldersgrænse for e-cigaretter

Hvis regeringen vil forbyde salg af e-cigaretter til børn og unge, kan den vente opbakning fra SF.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det meddeler sundhedsordfører Özlem Cekic, efter at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har udtalt, at han overvejer et forbud.

- Selvom der ikke er nogen undersøgelser, der klart viser, at e-cigaretter er skadelige, så synes vi, at tvivlen skal komme børn og unge til gode, siger hun.

Det er aldrig blevet bevist, at e-cigaretter skader helbredet. Men mindre studier viser, at blot få minutters rygning på en e-cigaret med nikotin påvirker luftvejene.

Fordi der endnu ikke er et klart svar på, om det er skadelige at ryge dem, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man ikke ryger e-cigaretter, hverken med eller uden nikotin.

Alligevel fortæller Kræftens Bekæmpelse, at organisationen får stadig flere henvendelser fra bekymrede forældre, hvis børn ryger e-cigaretter. Det får sundhedsminister Nick Hækkerup til at reagere.

- Selvom vi ikke med sikkerhed ved, om e-cigaretter er sundhedsskadelige, så synes jeg, det er bekymrende, at børn helt ned i 10-12 års alderen pulser løs på e-cigaretter med jordbær-, lakridssmag og lignende, siger han i en skriftelig kommentar.

I næste uge vil han diskutere et eventuelt forbud med Folketingets partier, og her kan han altså vente opbakning fra sin tidligere regeringspartner.

- Det sender et forkert signal, at børn og unge kan dampe røg ud fra e-cigaretter, oven i købet indenfor, samtidig med at vi strammer loven over for børn og unges rygning af cigaretter, siger Özlem Cekic.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse røg én procent af danskerne e-cigaretter i 2010. I dag er det tal steget til fem procent, omkring 200.000 danskere.

/ritzau/