SF: Brug for bedre oplysning om kræft

Sådan lyder det fra regeringspartiet SF, efter at nye tal afslører, at nok går det fremad med overlevelsen for de danske kræftpatienter. Men et af de elementer, der kan styrkes, er netop, at patienterne hurtigere kommer til lægen.

- Der er brug for bedre retningslinjer og bedre oplysning om symptomerne på kræft, så man lærer at lytte til kroppens signaler.

- Det kan for eksempel være et sted på internettet, hvor man kan slå op og se, om det kan være symptomer på kræft. I sidste ende er man jo ofte selv den første til for eksempel at opdage en knude, siger SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, og fortsætter:

- Og så skal lægerne være bedre til at stille den rigtige diagnose, når patienterne endelig kommer til dem.

Regeringspartiet har dog ikke nogle konkrete tiltag i posen, der skal styrke oplysningen om kræft.

Ifølge Torben Palshof, der er formand for DMCG, De Danske Multidisciplinære Cancergrupper, som samler danske specialister inden for behandling af 32 kræftformer, går mange for sent til lægen.

- Der er en del patienter, der går og putter med tingene, og så kan læger stille nok så meget op på linje og gøre det bedst muligt, men tiden har spist muligheden for at helbrede patienten. Det er jo rigtig trist, tilføjer han.

Politiken beretter søndag, at flere danske kræftpatienter overlever deres sygdom. Tre ud af fire, der får konstateret kræft, er i live et år efter diagnosen, og det er omkring 10 procent flere end for 10 år siden, viser en ny undersøgelse.

Det er blandt andet effektivt udstyr, hurtigere behandling og bedre organisering af behandlingen, der har medført, at flere kræftpatienter er i live et år efter diagnosen.

/ritzau/

Danskerne skal være endnu bedre til at kontakte deres læge, hvis de får mistanke om, at de har kræft.

Offentliggjort Sidst opdateret