SF er åben for dagpengereform

SF afviser ikke en dagpengereform, hvor ledige får højere dagpenge i kortere tid eller fortsat kan få dagpenge i fire år på nuværende satser. Men partiet vil først forbedre arbejdsmiljøet, som sender 50.000 personer på sygedagpenge og forsøge at få førtidspensionister i gang.

Det siger SF's gruppeformand, Ole Sohn, efter at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, ved weekendens partikongres genåbnede dagpengedebatten efter forslag fra LO's formand, Harald Børsting. For et år siden opgav regeringen at reformere dagpengesystemet, da den ikke kunne finde flertal. Da foreslog Socialdemokraterne enten fire års dagpenge eller to et halvt år på højere satser.

- En kommende regerings hovedopgave bliver at gennemføre en række reformer, så vi genopretter holdbarheden i dansk økonomi og sikrer udbuddet af arbejdskraft, når højkonjunkturen vender tilbage, siger Ole Sohn.

Arbejdsstyrken udvides ved en reform af arbejdsmiljøet og førtidspensionen eller ved at se på dagpengesystemet, mener han.

Spørgsmål: - Vil I forkorte perioden på fire år?

- Det har vi ikke taget stilling til. Det nuværende dagpengesystem har været i stand til at nedbringe ledigheden til et historisk lavt niveau i 2008. Historisk har vi aldrig haft så mange i job som sidste år, siger Ole Sohn.

Det er problematisk, at dagpenge dækker stadig mindre af lediges indkomst, mener han.

- Vi er åbne for at diskutere alle reformer, der kan genoprette dansk økonomi og øge arbejdsstyrken, siger han.

/ritzau/

SF vil helst forbedre arbejdsmiljøet og få førtidspensionister i gang, men afviser ikke en dagpengereform, siger gruppeformand Ole Sohn.

Offentliggjort Sidst opdateret