SF foreslår nu et såkaldt brugerbetalingsstop for sundhedsområdet, der - ligesom regeringens berømte skattestop - skal sikre, at ingen kommer af med flere penge.
Partiets formand, Villy Søvndal, henviser i et interview i det kommende nummer af bladet Helse til, at de Konservative vil indføre brugerbetaling ved lægebesøg og Venstre i hele praksissektoren, ligesom VKO med den såkaldte genopretningspakke indførte det på sterilisation og behandling for barnløshed.
- Hvis højrefløjen vinder vil det komme til at koste penge, når man skal til lægen. Dermed saver de i en af velfærdssamfundets grundpiller, og rammer børnefamilier og pensionister hårdt, siger Villy Søvndal til Ritzau.
Ifølge SF's formand hviler brugerbetalingsstoppet på tre principper.
For det første vil der ikke kunne indføres ny brugerbetaling inden for det danske sundhedsvæsen.
For det andet vil den samlede brugerbetaling ikke kunne stige som procent af de samlede sundhedsudgifter.
Og for det tredje vil SF afvikle den eksisterende brugerbetaling i takt med, at der bliver råd til det.
Inden for barnløshed og sterilisation vil det ske straks efter det kommende folketingsvalg, mens unges brugerbetaling for de almindelige kontrolbesøg hos tandlægen afskaffes, når SF og Socialdemokraternes fælles sundhedsplan indfases.
- Folk går ikke til lægen for sjov skyld. Hvis det skal koste penge at besøge lægen eller skadestuen, så frygter jeg, at vi får øget ulighed, og mange vil undlade at gå til lægen, når de eller deres børn er syge. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, siger Villy Søvndal og fortsætter:
- SF vil under ingen omstændigheder være med til at indføre ny brugerbetaling i sundhedsvæsnet - og vi vil rulle den brugerbetaling som VKO har indført tilbage. I Danmark skal det være gratis at gå til lægen. Færdig basta.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned