SF-formand: Regeringen bør sikre velfærd frem for skattelettelser
SF-formand Pia Olsen Dyhr (i midten) er skuffet over Socialdemokratiet og SVM-regeringen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pia Olsen Dyhr mener, at Socialdemokratiet har svigtet, blandt andet ved at bakke op om skattelettelser.
Der er ikke brug for flere skattelettelser, men mere en generel opprioritering af velfærden i Danmark.
Sådan lyder det mandag fra SF-formand Pia Olsen Dyhr på et pressemøde, der bliver afholdt uden for Ringsted.
- Vi mener ikke, at tiden er til skattelettelser for dem, der allerede har rigeligt.
- Vi mener derimod, vi bør prioritere et lønløft hurtigst muligt og ikke om lang tid, siger hun.
Formandens ord falder, efter at lederne af de tre regeringspartier, statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) søndag talte om netop skattelettelser i et fælles interview i Berlingske.
Her udtrykte Mette Frederiksen opbakning til Venstres forslag om større skattelettelser end dem, der blev aftalt i regeringsgrundlaget i december sidste år.
- Vi har mere end nogensinde brug for at styrke ældrepleje, sygehuse og psykiatri. Jeg er faktisk meget bekymret for regeringens vej, siger SF-gruppeformand Karina Lorentzen Dehnhardt på pressemødet.
- Regeringen har nu sagt, at der er penge nok. Men lad os da så bruge dem på velfærden, siger hun.
Denne sommer har en ny velfærdsdebat trukket linjerne op mellem SF og Socialdemokratiet.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, lancerede et forslag om mulig privat opsparing til ældreplejen. Et forslag, der flugtede med tanker, Lars Løkke Rasmussen (M) havde luftet tidligere på sommeren.
Det er SF imod.
- Jeg mener, at den skattebetalte ældrepleje er den, der sikrer den mest fair og lige adgang til velfærd. Hele vores velfærd afhænger af, at vi alle sammen bakker op om den, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
- Så hvis dem, der har flest penge, mister den motivation for ligesom at kæmpe for det store fælles projekt, så tror jeg også, det kommer til at berøre dem, som har færrest penge i vores samfund.
SF er også utilfreds med, at Socialdemokratiet - som allerede varslet af Mette Frederiksen ved valgudskrivelsen - har forladt den røde blok for at danne en bred midterregering.
SF gik efter folketingsvalget i november sidste år dermed fra at være støtteparti for S-regeringen til at være i opposition til den SVM-regering, som blev dannet i december.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker