SF freder minister fra koranlovsafstemning for klimaets skyld
Signe Munk og SF har givet Dan Jørgensen (S) fripas om koranloven. (Arkivfoto). Foto: Sebastian Uth/Ritzau Scanpix
Dan Jørgensen kan fortsætte sit arbejde ved klimatopmødet COP28 takket være SF's kovending.
Udviklingsminister og minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S) behøver ikke at være til stede torsdag i Folketingssalen alligevel, hvor der skal stemmes om den omstridte koranlov.
Han kan i stedet blive i Dubai og fortsætte sit arbejde i forbindelse med klimatopmødet COP28.
Det siger SF's politiske ordfører, Signe Munk, til Politiken.
Otte af ni oppositionspartier, heriblandt SF, er kritiske over for lovforslaget. Og de har derfor ophævet clearingsaftalerne, når der skal stemmes.
Men SF "clearer" nu ministeren.
- Det ville være et tilbageslag for klimakampen globalt set, hvis Danmark mister sin rolle som forhandler på det her afsindig vigtige klimatopmøde. Den risiko er vi ikke villige til at løbe på klimaets vegne. Og derfor clearer vi Dan Jørgensen, siger Munk til Politiken.
En clearing er en uformel aftale mellem partierne, der sikrer, at medlemmer kan blive væk fra afstemninger, uden at det ændrer på et eventuelt flertal. Medlemmerne kan dermed bruge tiden på andet arbejde.
På det sociale medie X kvitterer Dan Jørgensen for SF's melding. Han takker Munk og SF "for at tage klimakampen alvorligt", skriver han.
Munk bekræfter, at SF fortsat stemmer imod koranloven. Flertallet for koranloven er umiddelbart ikke i fare, da De Radikale allerede har meldt ud, at partiet forventer at støtte regeringen.
Dog har folketingsmedlem Stinus Lindgren (R) over for Berlingske slået fast, at han stemmer blankt. Men kun hvis han dukker op torsdag. Lindgren er nemlig syg onsdag.
Lovforslaget handler om at forbyde utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig betydning for anerkendte trossamfund. Det betyder eksempelvis, at koranafbrændinger forbydes.
De Radikale havde i første omgang forbehold over for en linje i det oprindelige lovforslag, som partiet frygtede, ville indskrænke kunstneres frihed, når det kommer til religionskritik. Den linje blev efterfølgende revideret i det endelige lovforslag.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker