SF har tillid til Thorning trods skattesag

SF svigter ikke samarbejdet med Socialdemokraterne og peger stadig på partiformand, Helle Thorning-Schmidt, som statsminister, selv om hun ifølge dagbladet B.T. har givet modstridende oplysninger til danske myndigheder

Det siger SF's gruppeformand, Ole Sohn.

- Jeg har ingen betænkeligheder ved at pege på Helle som statsminister. Jeg har ikke set historien, så jeg kan ikke kommentere den, siger Ole Sohn

Spørgsmål: - Helle Thorning-Schmidt risikerer ifølge flere jurister op til fire måneders fængsel, hvis hun har givet skattevæsnet urigtige oplysninger?

- Jeg kan ikke kommentere en brevveksling mellem Helle og skattevæsnet. Jeg har ikke set den. Jeg er meget tryg ved at samarbejde med Helle, siger SF's gruppeformand.

Den 14. oktober 2009 sendte Helle Thorning-Schmidt en mail til Justitsministeriets civilkontor. Her søger hun tilladelse til, at hendes britiske mand, Stephen Kinnock, kan stå som medejer af familiens hus på Østerbro i København.

Tilladelsen er nødvendig, hvis udlændinge skal stå som ejere af fast ejendom i Danmark, når de ikke har boet fem år i landet.

I mailen, som B.T. har fået aktindsigt i, hedder det blandt andet, at Kinnock "er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt". Det betyder, at han opholder sig her i landet i 208 dage om året.

Helle Thorning fastslog for en måned siden i danske medier, at hendes mand slet ikke burde betale dansk skat, fordi han arbejder som direktør i World Economic Forum i Schweiz, men at han ville gøre det, fordi der er tale om en gråzone.

/ritzau/

SF har stadig fuld tillid til Helle Thorning-Schmidt (S) som ny statsminister trods modstridende oplysninger til skattevæsnet, siger SF's gruppeformand Ole Sohn

Offentliggjort Sidst opdateret