SF's formand, Villy Søvndal, spørger nu baglandet til råds i spørgsmålet om det kontroversielle pointsystem for familiesammenføring.
SF's øverste ledelse, den såkaldte landsledelse, er hasteindkaldt til et møde på Christiansborg torsdag klokken 16:45 for at drøfte pointsystemet, som truer med at sprænge ikke blot den indre enighed om udlændingepolitikken men også sammenholdet med Socialdemokraterne.
Således kritiserer flere folketingsmedlemmer de nye familiesammenføringsregler og to tredjedele af SF's lokalformænd siger i en rundspørge også nej.
Selv om Villy Søvndal inden mødet i landsledelsen ikke vil melde klart ud om sin holdning til pointsystemet, så retter han en skarp kritik af kritikerne.
- Undskyld mig, men jeg synes, der hersker en fatal del af kynisme på den del af venstrefløjen, som synes, at regeringsspørgsmålet er underordnet, siger han og fortsætter:
- Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke efter 10 år med Pia Kjærsgaard ved roret ikke forstår, hvor væsentlig en regeringsdeltagelse er på dette punkt, siger Villy Søvndal.
SF's formand holder til gengæld kortene tæt til kroppen, når han bliver spurgt til sin egen holdning til pointsystemet.
- Det afhænger af pointsystemet. Vi har været modstander af 24-års-reglen, men et pointsystem kan godt være bedre end meget andet. Men det afhænger af, hvordan det er sat sammen, siger Villy Søvndal.
De seneste dage har der været fokus på mulige uoverensstemmelser mellem Socialdemokraterne og SF, fordi Socialdemokraterne har udtalt sig positivt i forhold til et pointsystem.
For Villy Søvndal er det afgørende, at der kan findes "fælles fodslag" med Socialdemokraterne.
- Det afgørende er, at vi laver det sammen. Det er helt utænkeligt, at S og SF stemmer forskelligt i en så afgørende sag som denne. Og vi har et godt samarbejde, siger SF's formand.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde