Socialistisk Folkeparti ser gerne mere åbenhed fra politiets side i sager, hvor betjente har trådt ved siden af.
Det siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen.
Hun udtaler sig i forbindelse med den diskussion, der er opstået i kølvandet på en rapport fra Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination.
Ifølge rapporten føler borgere med anden etnisk baggrund sig ofte krænket og ydmyget af politiet, eksempelvis når politiet standser folk i de såkaldte visitationszoner.
- I modsætning til De Radikale mener SF slet ikke, at der generelt er basis for at tillægge politiet en brutal kultur. Jeg har selv set på nærmeste hold, hvordan nogle betjente yder en formidabel indsats i arbejdet med unge af udenlandsk baggrund, understreger Karina Lorentzen.
Samtidig betegner hun det som nedbrydende for tilliden til politiet, hvis bestemte borgere gang på gang oplever, at de visiteres tilfældigt og uden grund.
Derfor beklager hun passager i rapporten, som viser, at nogle betjente ikke har opført sig korrekt.
- Det kan virke, som om politiet er lidt bange for at tage en debat om problemet. Mennesker kommer nu engang til at begå fejl, og de skal bearbejdes i en konstruktiv diskussion, som er én af vejene til at gøre arbejdet endnu bedre.
Karina Lorentzen støtter også De Radikales forslag om mere forskning i politiets indsats.
- Ikke ud fra en generel mistillid, men fordi vi har et ønske om at skabe et mere effektivt og professionelt politi, tilføjer hun.
Ordføreren ser også gerne, at Danmark "kopierer" et britisk system, hvor politiet skal udfylde en blanket til personer, der visiteres, med en begrundelse for visitationen.
- Det ville være en fordel for begge parter. De unge, som føler sig krænket, skal også have en klar fornemmelse af, at politiet også er deres politi og står klar til at hjælpe dem, slutter Karina Lorentzen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker