SF beskylder nu Det Konservative Folkeparti for at være i lommen på Skandinavisk Tobakskompagni.
SF's skatteordfører, Jesper Petersen, undrer sig over, at De Konservative ikke vil være med til yderligere at øge afgiften på cigaretter og bruge pengene i sundhedssystemet, og under tirsdagens førstebehandling af finansloven i folketingssalen anklagede han direkte partiet for at være under indflydelse af den store tobaksproducent.
- Jeg har spekuleret på, om det har noget at gøre med Skandinavisk Tobakskompagni, som jo hvert eneste år, eller i hvert fald da der var valgkampsår sidst, er blandt de store sponsorer, der forgylder De Konservatives partikasse. Og et eller andet skal de vel have for det, siger Jesper Petersen.
Men det afviser De Konservatives finansordfører, Mike Legarth. Han understreger, at De Konservatives modstand mod højere cigaretafgifter alene skyldes, at man ikke ønsker at øge grænsehandlen.
- Det er en fuldstændig forrykt henvisning. Jeg er ikke bekendt med, at Skandinavisk Tobakskompagni er sponsor for Det Konservative Folkeparti. Og hvis de er, så aner jeg ikke, hvad de giver. Men for min skyld kan Skandinavisk Tobakskompagni ryge hen, hvor hegnet gror - nej det var en forkert formulering - men jeg har ingen interesse i at fremme deres synspunkter. Vi bekæmper røg, siger Mike Legarth.
Af Det Konservative Folkepartis årsregnskaber fremgår det, at Skandinavisk Tobakskompagni mindst fire gange siden 2001 har doneret over 20.000 kroner til De Konservative.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker