Det er en gratis omgang for De Konservative at bruge en tiendedel af EU's landbrugsstøtte til at udnytte jorden mere naturvenligt. Forslaget er urealistisk, fordi EU-Kommissionen har fjernet muligheden i sit forslag til landbrugsstøtte fra 2013.
Det siger SF's EU-ordfører Pia Olsen Dyhr. Hun sidder i SF's gruppebestyrelse, som forbereder et landbrugsudspil.
- I 2003 blev muligheden indført af EU-kommissær Mariann Fischer Boel. Da benyttede kun Storbritannien muligheden. SF har flere gange stillet beslutningsforslag i Folketinget om, at Danmark også skulle gøre det, men De Konservative har stemt imod, siger hun.
Den konservative formand Lars Barfoed vil bruge over en halv milliard kroner fra EU's landbrugsstøtte på økologi og genopretning af udsatte danske naturområder. Torsdag vedtager De Konservative en naturplan, som skal med i et nyt regeringsgrundlag for VK.
Forslaget kommer ikke med i EU's ny landbrugsudspil i 2013, fordi kun Storbritannien hidtil har brugt muligheden, mener Pia Olsen Dyhr.
De Radikale giver til gengæld Lars Barfoed "en kæmpe buket roser" for forslaget.
- Det er et fremragende forslag, som ligger i forlængelse af Lars Barfoeds åbning for at samarbejde med en ny regering. Vi kan tilsyneladende samle bredt flertal bag forslaget, som De Radikale har kæmpet for i mange år, siger miljøordfører Johs. Poulsen.
Landbrug og Fødevarer, der repræsenterer landbruget, advarer Lars Barfoed mod at gå enegang. Det kan ramme landmændene på pengepungen, siger formanden Niels Jørgen Pedersen til Berlingske.
Dansk landbrug får årligt 7,3 milliarder kroner i direkte EU-støtte. I 2010 blev der brugt 117 millioner kroner på at udnytte jorden mere naturvenligt. De Konservative vil hæve beløbet til over 700 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker