SF-kandidat ønsker fleksibel dagpengeperiode
Den nye kandidat til formandsposten i SF, Annette Vilhelmsen mener, at den omstridte dagpengeperiode skal være afhængig af de økonomiske konjunkturer.
Samtidig kalder hun den faste, to-årige dagpengeperiode, der træder i kraft fra nytår, for "uhensigtsmæssig".
Det siger hun til DR Nyheder.
Dermed kommer Annette Vilhelmsen på konfrontationskurs med regeringens politik.
Flere ledende ministre med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen har nemlig inden for den seneste måned understreget, at der ikke skal pilles ved den to-årige dagpengeperiode.
Men Annette Wilhelmsen foretrækker en anden model:
- Jeg synes måske, at man skulle se på en mere fleksibel dagpengeperiode, så når der er højkonjunktur, kan den være på én måde, når der er lavkonjunktur, kan den være på en anden, siger Annette Vilhelmsen til DR Nyheder.
Spørgsmål: Så en fastlåst, statisk dagpengeperiode på to år er du ikke for?
- Nej, jeg synes, den er uhensigtsmæssig - den er svær at arbejde under, siger Annette Vilhelmsen.
Den anden kandidat til formandsposten, sundhedsminister Astrid Krag, afviser kategorisk en fleksibel dagpengemodel.
- Nej, her bakker SF op om regeringsgrundlaget. Det er vigtigt, at vi gør en indsats for at gøre noget ved arbejdsløsheden. Det ser vi med akutpakken og med den indsats, der ligger i finansloven for et uddannelsesløft til ufaglærte ledige, siger Astrid Krag til DR.
Dagpengesystemet ventes at blive hovedtemaet, når regeringen de kommende to måneder skal have en finanslov for næste år på plads.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned