SF klar til reformsnak med De Radikale

SF ser den radikale leder, Margrethe Vestagers, krav om reformer som en fremstrakt hånd fra hendes side. Men samtidig mener SF's finansordfører, Ole Sohn, at R-lederen løber en åben dør ind.

- Reformer er en tvungen opgave for økonomisk ansvarlige partier, siger han.

Margrethe Vestager siger i et interview med Ritzau, at Socialdemokraterne og SF's fastlåsning af skattepolitikken øger behovet for reformer på arbejdsmarkedet.

Spørgsmål: Er det udelukket for SF at ændre på dagpenge eller efterløn?

- Vi er ikke en del af forliget om efterlønnen. Det er De radikale, som er en del af det forlig, og dermed har de bundet sig til et dagpenge- og efterlønssystem, der rækker mange år frem. Men vi går ikke til forhandlinger med hverken trusler eller tabuer. Vi har en fælles dagsorden om at reformere samfundet og genoprette den økonomiske holdbarhed, der er skredet under denne regering, siger Ole Sohn.

Selvom Ole Sohn gerne vil diskutere reformer, så er det ikke nødvendigvis de samme reformer, de to partier ser for sig. De er enige om, at der skal skaffes flere hænder til arbejdsmarkedet for at betale fremtidens velfærd. Men hvor De Radikale har kig på politisk ømtålelige emner som dagpenge- og efterlønsindskrænkninger, så vil SF eksempelvis mindske sygefravær via forbedret arbejdsmiljø og motivere fremfor at piske seniorer til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

- Jeg tror, at det klogeste er, med den udstrakte hånd som jeg opfatter det her som, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale sætter sig sammen og finder fælles løsninger for at sikre de nødvendige reformer. Så når vi også et resultat, siger han.

/ritzau/

SF er klar til at diskutere reformer. Finansordfører Ole Sohn siger dog samtidig, at det er De Radikale og ikke SF, der er med i forliget om efterlønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret