SF kritiserer Hjorts beregninger

SF kritiserer finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at have brugt en meningsmåling fra Morgenavisen Jyllands-Posten som argument for, at hver tredje efterlønsberettigede vil melde sig ud af ordningen næste år som følge af tilbagetrækningsreformen.

- For at sige det på jydsk, så er det en smule betænkeligt, at regeringen tilrettelægger gældssætningen af Danmark på baggrund af meningsmålinger, siger SF's gruppeformand, Ole Sohn.

Til Politiken oplyser finansminister Claus Hjort Frederiksen, at der findes en beregning for antal personer, der ventes at framelde sig ordningen. Og at meningsmålingen blot bekræfter den beregning. Ministeriet har dog ikke villet udlevere den beregning.

Skønnet på en tredjedel danner grundlag for VK-regeringens forventninger til en central del af næste års statsregnskab, idet udbetalingen af efterlønsbidrag forventes at blive på 17 milliarder kroner.

Flere økonomer undrer sig over, at regeringen har baseret sig på resultatet af en meningsmåling.

- Det er ret mange penge, det handler om, og det har betydning for, hvordan samfundsøkonomien udvikler sig næste år, siger professor i økonomi på Aarhus Universitet Michael Svarrer til Politiken.

- En meningsmåling er et noget usikkert grundlag til det her. Det er spørgsmål, man først kan svare på, når man har sat sig ned og regnet præcist på konsekvenserne, siger professor i økonomi Nina Smidt til avisen og fortsætter:

- Det er ikke ligegyldigt, hvor stort tallet er, for at det får en aktivitetsvirkning på Danmarks økonomi. Nu indretter vi os efter, at der bliver udbetalt 17 milliarder kroner, hvoraf en del (5,5 milliarder, red.) vil gå til øget privat forbrug.

- Men hvis tallet nu reelt bliver halvt så stort eller dobbelt så stort, så kan man få brug for at tage nogle andre finanspolitiske styringsmidler i brug. Derfor betyder skønnet ret meget, siger Nina Smidt til Politiken.

/ritzau/

SF kritiserer regeringen for at have brugt avismeningsmåling til at vurdere, hvor mange der dropper efterløn.

Offentliggjort Sidst opdateret