Nu kommer den uvildige undersøgelse af skandalesagen, der førte til Birthe Rønn Hornbechs (V) fald fra tinderne som integrationsminister.
Regeringens topjurister spillede i dag ud med et oplæg til kulegravningen, som skal kortlægge forløbet om de statsløse palæstinensere og give et samlet billede af affæren, som startede tilbage i 1999.
Men SF, der har forfulgt sagen gennem flere måneder, ryster på hovedet.
- Vi er ikke tilfredse. Der lægges op til, at undersøgelsen holder sig meget snævert indenfor Integrationsministeriet. Det er uacceptabelt, siger Hanne Agersnap, partiets indfødsretsordfører.
Hun kræver også svar på, hvad regeringen og Statsministeriet har vidst og peger på den meldepligt, som blev indført i kølvandet på Tamil-sagen:
Hvis en minister overhører et råd fra en embedsmand og laver ulovligheder, så skal embedsmanden gå videre til Statsministeriet.
Og Birthe Rønn Hornbech har indrømmet, at hun kendte til sit ministeriums konventionsstridige sagsbehandling af statsløses ansøgninger om dansk statsborgerskab i ikke færre end 17 måneder, før hun foretog sig noget.
- Derfor er det helt sikkert, at der må ligge en meddelelse i Statsministeriet fra departementschefen i Integrationsministeriet. Den fortæller, at hans minister overhørte advarslerne om ulovlig sagsbehandling. Og den advarsel har man måske siddet overhørigt i Statsministeriet, siger Hanne Agersnap.
- Det er meget alvorligt. Det vil have en kæmpe betydning, hvis de også var vidende om ulovligheder, tilføjer hun.
SF's indfødsretsordfører er ganske sikker på, at departementschef i Integrationsministeriet, Claes Nilas, kender reglerne om meldepligt: Han var ministersekretær under Tamil-sagen, der førte til Schlüter-regeringens fald.
- Under alle omstændigheder er der noget at lede efter i Statsministeriet, siger Hanne Agersnap.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde