Statsløse, som er til fare for statens sikkerhed, skal tiltales af anklagemyndigheden og dømmes ved domstolene.
Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, og SF's gruppeformand, Ole Sohn, efter torsdagens møde mellem integrationsminister Søren Pind (V) og Folketingets partier.
Her orienterede Pind om, at statsløse ifølge Justits- og Integrationsministerierne skal have statsborgerskab, selv om de er til fare for statens sikkerhed. Det gælder ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) en statsløs, som står til at blive dansk statsborger.
- Hvis regeringen er vidende om, at en person er til fare for statens sikkerhed, skal de sørge for, at der hurtigt bliver foretaget en undersøgelse og rejst en sigtelse. Vi kan jo ikke have folk gående rundt, som er til fare for rigets sikkerhed, siger Ole Sohn.
Statsborgerskab tildeles af Folketinget. Her kan PET bede indfødsretsudvalget fjerne en person fra listen, hvis vedkommende er til fare for rigets sikkerhed. Det bør ifølge Ole Sohn tjekkes af Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne.
- Enten skal kontroludvalget følge de sager, som PET har om personer, eller der skal lave et tilsvarende udvalg, hvor PET har personer under overvågning, siger Ole Sohn.
Statsløse er ikke beskyttet af FN-konventionen om statsløshed fra 1961, hvis de er dømt for at være til fare for statens sikkerhed, påpeger Johanne Schmidt-Nielsen.
- Så har de ikke krav på statsborgerskab. Jeg er fuldstændig enig med juristerne i Justits- og Integrationsministerierne i, at folk har krav på statsborgerskab efter konventionen, med mindre de er dømt for at være til fare for statens sikkerhed, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned