SF-ordfører: Dronningens klimamelding er helt på Månen
Dronning Margrethe mener ikke, at vi som samfund bør "panikke" over klimaforandringerne, siger hun i et interview med Politiken lørdag. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er besynderligt, at dronningen sår tvivl om klimaforandringer, siger EL og SF. DF byder opsang velkommen.
Det er "helt på Månen", at dronning Margrethe i et interview i Politiken siger, at hun ikke er overbevist om, at klimaforandringerne er direkte menneskeskabte.
Det mener SF's klimaordfører, Signe Munk.
- Dronningen giver en mavepuster til alle de unge, der er dybt bekymrede for klimaforandringerne og den fremtid, de har på denne jord. Det, vi skal diskutere, er, hvor hurtigt man skal handle, siger hun.
- Jeg ville ønske, at dronningen ikke havde udtalt det her, og mest af alt at hun ikke mener det.
I interviewet, som er lavet i anledning af dronningens kommende 80-års fødselsdag, udtaler dronning Margrethe, at vi som samfund ikke bør "panikke" over klimaforandringerne.
Da dronningen bliver spurgt, hvorvidt hun er på videnskabens side, når videnskaben konstaterer, at klimaforandringer er menneskeskabte, svarer hun:
- Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte - direkte - det er jeg ikke ganske overbevist om.
Men ifølge Signe Munk skal dronningen slet ikke komme med sådanne udtalelser som Danmarks regent.
- Jeg synes, det er dybt besynderligt, at man som regent bruger sit talerør til nationen til at så tvivl om de klimaforandringer, vi allerede nu mærker, og om menneskenes rolle i den sammenhæng, siger klimaordføreren.
Sofie Carsten Nielsen, politisk ordfører for De Radikale, mener imidlertid, at dronningen må sige, hvad hun vil.
I denne her sammenhæng er dronningen dog ude af trit med både videnskab og befolkning, pointerer hun:
- Det vigtige er, at vi er et bredt flertal, som har lagt os bag et ambitiøst mål om 70 procents reduktion (af drivhusgasser i Danmark, red.), siger hun.
I Enhedslisten frygter klimaordfører Mai Villadsen, at dronningens udmelding kan skabe en modreaktion i befolkningen, netop fordi hun er Danmarks regent.
Men i Dansk Folkeparti er man ikke bekymret over dronningens udtalelser, siger klimaordfører Morten Messerschmidt.
- Jeg synes i virkeligheden det, som dronningen siger, er fuldstændig rigtigt. At selvfølgelig påvirker mennesket i forskelligt omfang både natur, miljø og klima.
- Men at man heller ikke skal gøre enhver variation i klodens klima til et menneskeligt skyldsspørgsmål. Og der synes jeg i virkeligheden, at majæsteten rammer den fuldstændig præcist, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned