SF overhaler Socialdemokraterne i historisk måling
Pia Olsen Dyhr har nu som formand ført SF frem til at være landets største parti i meningsmåling. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
SF overhaler S og får 18,8 procent af stemmerne i måling, mens regeringspartiet går tilbage til 18,4 procent. Det er en historisk udvikling, siger kommentator.
Ritzau RitzauRasmus Svaneborg, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der sker historiske forskydninger i dansk politik i disse tider.
Sådan kan Voxmeters meningsmåling fra mandag betragtes, vurderer en politisk kommentator.
For første gang i instituttets levetid er SF i en måling Danmarks største parti.
SF står til at få 18,8 procent af stemmerne.
Samtidig er Socialdemokratiet faldet til 18,4 procent.
Annonce
Det er første gang i en næsten tiårig periode, at Socialdemokratiet fravristes positionen som det parti, flest vælgere siger, de vil stemme på.
- Det her er en historisk måling. Den rammer Socialdemokraterne meget hårdt, men det er formentlig ikke helt uventet, for tendensen har været klar både før og efter EU-valget, siger politisk kommentator Hans Engell.
Han er tidligere justitsminister og formand for De Konservative.
For Socialdemokratiet er målingen et væsentligt tilbageslag i forhold til Folketingsvalget i 2022, hvor partiet fik 27,5 procent af stemmerne.
Opturen for SF er nærmest tilsvarende stor. Pia Olsen Dyhrs parti fik ved seneste valg 8,3 procent af stemmerne.
Der er en statistisk usikkerhed i målingen på 2,4 procentpoint.
For Socialdemokratiet er Voxmeter-målingen den laveste måling i denne regeringsperiode.
Udviklingen kommer til at få konsekvenser for, hvordan Socialdemokratiet agerer i den kommende tid, forventer Hans Engell.
- SF’s fremgang ser ud til at have bidt sig meget fast. Jeg tror, vi kommer til at se, at selv om S og SF på mange måder har kunne samarbejde i de seneste år, vil vi nu få et Socialdemokrati, der udfordrer SF væsentligt mere.
Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen har samarbejdet om meget, men nu er SF blevet målt som et større parti end Socialdemokraterne. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Voxmeter-målingen er samtidig den dårligste måling for partiet, mens Mette Frederiksen har været formand.
Annonce
I årene inden Mette Frederiksen tog over som partiformand for Helle Thorning-Schmidt i 2015, lå partiet i perioder lavere i målinger fra Voxmeter.
I maj 2013 blev Socialdemokratiet således målt til 15,8 procent.
For regeringens tre partier fortsætter nedgangen.
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne står i målingen mandag til 62 mandater - eller 34,6 procent af stemmerne.
Opbakningen til både Socialdemokratiet og regeringen har fået Mette Frederiksen til at bebude en form for gentænkning af partiernes positioner.
Der er brug for, at Socialdemokratiets identitet skinner klarere igennem, selv om partiet er i regering med Venstre og Moderaterne, vurderer hun.
Det arbejde vil blive set som endnu mere nødvendigt i lyset af denne måling, siger Hans Engell.
- Det viser i hvert fald, at sommerens tænkepause, hvor Mette Frederiksen har bebudet, at Socialdemokraterne skal tænke hele situationen igennem, får de virkelig brug for.
Venstre er målt til 9,7 hos Voxmeter. Partiet ligger dermed tæt på at få hver tiende stemme, som partiet har gjort i de seneste tre målinger.
Ved EU-valget 9. juni fik Venstre 14,7 procent af stemmerne og to pladser i EU-Parlamentet.
Annonce
Det var en stor tilbagegang sammenlignet med valgresultatet i 2019, da Venstre blev landets største parti med 23,5 procent af stemmerne.
Men det var omvendt en betydelig fremgang i forhold til det, som partiet i en længere periode blev målt til under formand Troels Lund Poulsen.
Moderaterne, som lige akkurat sikrede sig et mandat til EU-Parlamentet med 5,9 procent af stemmerne, står i målingen fra Voxmeter til 6,5 procent.
Det er fire mandater færre end ved valget i 2022, da partiet fik 9,3 procent.
SF er kortfattede i partiets svar på den nye måling.
- Jeg er glad for opbakningen, og den vil vi bruge til at kæmpe videre mod skæve skattelettelser, for velfærd, klima og natur, lyder det i en skriftlig kommentar fra Signe Munk, politisk ordfører.
Hos Socialdemokratiet har det ikke været muligt at få en kommentar fra politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen.
/ritzau/
Historisk meningsmåling
For første gang i Voxmeters levetid er SF blevet målt til at være større end Socialdemokratiet.
- SF står til 18,8 procent. Ved valget i 2022 fik partiet 8,3 procent af stemmerne.
- Socialdemokratiet står til 18,4 procent. Ved valget i 2022 fik partiet 27,5 procent af stemmerne.
- Liberal Alliance står i målingen til 13,1 procent som tredjestørste parti. Ved valget i 2022 fik partiet 7,9 procent af stemmerne.
- Venstre står til 9,7 procent af stemmerne. Ved valget i 2022 fik partiet 13,3 procent af stemmerne.
- Moderaterne står til 6,5 procent af stemmerne. Ved valget i 2022 fik partiet 9,3 procent af stemmerne.
Seneste artikler
Energinet flytter over 32.000 kunder til nye elleverandører
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri
Brand i kendt grillbar
Benny svarer Holger igen: - Den værste gang vås
Politidirektør stopper
Mest læste artikler
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil