SF på Nørrebro får Villy-venlig formand

SF er nu ét skridt tættere på komplet ro i baglandet. Tirsdag blev bestyrelsen i SF Nørrebro nemlig skiftet ud på uventet vis, skriver Dagbladet Information.

Afdelingen er kendt for en udadvendt kritisk linje overfor ledelsens "højredrejning". Men Jesper Lyders Andersen, der nu er valgt som ny formand, agter at skrue lidt ned for kontraudmeldingerne i pressen:

- Vi synes fortsat, at levende debat er vigtig, men vi vil nok vælge at tage uenighederne i de fora, vi har i vores organisation eller gribe knoglen og snakke med Villy Søvndal eller Ole Sohn frem for at tage en debat i dagspressen, siger Jesper Lyders Andersen til Information.

- Det er et spørgsmål om, hvorvidt man gavner eller skader partiet. Jeg mener ikke, vi har fået særlig meget positiv respons ud af de meldinger, vi tidligere har lavet i pressen. Det er bedre at tage dem i partiet eller selv at mødes med ledelsen, siger Jesper Lyders Andersen til Information. Der er i forvejen ikke mange, der åbent opponerer mod Villy Søvndals linje i SF længere, men både SF-formandens udtalelser om Holbergskolen, partiets holdning til 24-års-reglen og en ny regerings samarbejde med Dansk Folkeparti har den tidligere afdelingsformand på Nørrebro, Charlie Stjerneklar, kritiseret i pressen - ofte til irritation for SF-ledelsen på Christiansborg.

- Jeg har været kritisk både internt og eksternt, og vi har flere gange sagt 'hertil og ikke længere'. Christiansborg har også måttet lytte, så jeg synes, vi har haft en konstruktiv dialog om SF's politik,« siger Charlie Stjerneklar, som nu er opstillet til Folketinget, til information.

Udskiftningen i Nørrebro-afdelingen kommer bag på flere medlemmer, som Information har talt med.

Læs historien i fuld længde på information.dk

/ritzau/

SF's ledelse får nemmere arbejdsvilkår efter at partiets medlemmer på Nørrebro har fået mere Villy-venlig formand.

Offentliggjort Sidst opdateret