SF: R er bange for sin egen grønne skygge

De Radikale er skeptiske over for S og SF's forslag om at indføre en betalingsring omkring København. Men samtidig er betalingsringen en central del af den radikale trafikpolitik, fremgår det af partiets hjemmeside.

"Radikale Venstre vil fjerne de endeløse bilkøer i København, gøre luften renere og støjen mindre. Derfor indfører vi en betalingsring i København for at løse de akutte trængselsproblemer", skriver partiet på sin hjemmeside.

SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, undrer sig over, at De Radikale således med den ene hånd afviser en betalingsring i hovedstaden og med den anden holder fast i idéen som en del af partiets politik.

- Det er lidt skizofrent, må man sige. Men de kan åbenbart ikke kan finde ud af, hvilket ben de skal stå på i den her debat, og det, synes jeg, er skuffende, siger Pia Olsen Dyhr.

- Det virker som om, at Radikale er blevet bange for deres egen grønne skygge. De frygter måske at skubbe nogle af deres vælgere væk ved at være grønne, men det synes jeg er et svigt, fastslår SF'eren.

Næstformand for den radikale folketingsgruppe Morten Østergaard erkender, at partiet ikke har nogen klar holdning til spørgsmålet om en betalingsring omkring København.

- Det har jeg ikke noget klart svar på. Vi har den holdning, at trafikringen er et lokalt spørgsmål. Vi vil gerne give Københavns Kommune lov til at lave en sådan ring, hvis de lover, at det ikke bliver en pengemaskine, siger Morten Østergaard til Berlingske.

Partiets ubeslutsomhed blev i weekenden sat på spidsen, da formand Margrethe Vestagers foreslog at lægge spørgsmålet ud til en folkeafstemning. Det fik blandt andre Radikal Ungdom til at kalde idéen fra deres egen partiformand for både "uklog" og "hovedløs".

De Radikales folketingskandidat i Holbæk-kredsen, Rasmus Helveg Petersen, er tilhænger af den røde bloks forslag om en betalingsring, og han ser ikke nogen grund til en folkeafstemning.

/ritzau/

De Radikale siger ét og gør noget andet i debatten om en betalingsring omkring København, lyder SF's kritik.

Offentliggjort Sidst opdateret