SF: Regeringen lever ikke op til EU's krav

SF's finansordfører, Ole Sohn, forudser, at regeringen ikke vil være i stand til at leve op til EUs henstilling til Danmark om at forbedre de offentlige budgetter med 24 milliarder kroner på tre år.

- Kommunernes økonomi løber løbsk, mener han, og derfor skrider fundamentet under regeringens økonomiske politik.

- Selv hvis kommuner og regioner resten af året lever op til nulvækst, så er der stadig et overforbrug, som ikke er finansieret, og som kun kan løses, hvis der kommer nye nedskæringer, siger Ole Sohn i sin ordførertale under finanslovdebatten i Folketinget og fortsætter:

- Ellers hænger det ikke sammen. Og det betyder så, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke overholder EUs krav.

Hans udfald står i kontrast til, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) tidligere på dagen under samme debat klandrede oppositionen for, at de mangler 10 milliarder kroner i at leve op til de samme krav.

Ole Sohn henviser til en opgørelse, som viser, at kommunerne i intet år siden 2003 har levet op til regeringens økonomiske planer.

- Allerede i 2004 skred planen, som den gjorde i 2003. Den skred også i 2005. Og i 2006 og i 2007 og i 2008 og i 2009. Og lur mig, det kommer også til at ske i 2010. Oversat til dansk, så er alle forudsætningerne for regeringens skattelettelser krakeleret. Og derfor står vi nu med regningen, siger han.

Beregninger fra eksempelvis den liberale tænketank Cepos viser, at effekten af regeringens Genopretningspakke - der blandt andet skal sikre efterlevelsen af EU's krav - udhules, hvis vækstmålene skrider.

/ritzau/

Kommunerne spærrer for, at regeringen lever op til EU's økonomiske krav, mener SF. Beskyldningen kommer, efter at regeringen har kritiseret SF for det samme.

Offentliggjort Sidst opdateret