SF: Regeringen nøler om teenagevielser

Det er fint med en undersøgelse af imamer, der vier unge umyndige piger med muslimske mænd.

Men hvad blev der af den undersøgelse af det samme, som regeringen lovede allerede i 2008. Sådan lyder det retoriske spørgsmål fra SF?s integrationsordfører, Astrid Krag.

- Det lovede velfærdsminister Karen Jespersen os sådan set allerede i 2008, og jeg er dybt, dybt skuffet over, at regeringen ikke har gjort noget ved sagen endnu, siger hun.

Hun henviser til, at TV2 allerede dengang havde en historie om en 16-årige pige fra Odense-bydelen Vollsmose, der blev gift med en 22-årig muslimsk mand.

- Nu sætter vi os sammen med Odense Kommune for at afdække det og undersøge, om vi kan lave regler, der beskytter pigerne bedre, end de gør i dag, sagde Karen Jespersen i september 2008 og fortsatte:

- Det skal vi virkelig være opmærksomme på og bekæmpe.

Astrid Krag reagerer på, at den konservative integrationsordfører, Naser Khader - efter en historie i Berlingske om, at imamer vier unge piger med muslimske mænd uden de danske forældres samtykke - vil have omfanget og konsekvenserne undersøgt.

- Hvor mange gange skal vi høre medlemmer af regeringen eller regeringspartiernes ordførere kræve undersøgelser af sagerne med imamer og barnebrude, før vi får handling, siger Astrid Krag.

Hun er enig med Khader i, at det er et problem, og at de muslimske ægteskaber kan få store konsekvenser for pigerne.

Naser Khader overvejer, om man skal indføre sanktioner mod imamerne, og Socialdemokraternes ordfører, Karen J. Klint, har kaldt justitsminister Lars Barfoed (K) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd om sagen.

/ritzau/

Regeringen ville også i 2008 undersøge omfang af teenagere i muslimske ægteskaber. Vi venter stadig, siger SF.

Offentliggjort Sidst opdateret