SF ser "positivt" på VK-regeringen og Dansk Folkepartis forslag om at supplere de gældende familiesammenføringsregler - herunder 24-års-reglen - med et såkaldt pointsystem.
Det fremgår af en ny, fælles aftale mellem Socialdemokraterne og SF. En aftale som SF's landsledelse torsdag aften godkendte på et hasteindkaldt møde på Christiansborg.
Selv om tre af landsledelsens medlemmer stemte imod beslutningen, og baglandet har ytret modstand mod pointsystemet, håber SF-formand Villy Søvndal, at blæsten om partiet nu stopper.
- Jeg ved godt, at nogen ude i landskabet synes, at dette her er svært. Det kan jeg godt forstå. Jeg siger bare ro på, siger SF-formand Villy Søvndal efter hastemødet.
I aftalen understreges det, at Socialdemokraterne og SF tidligere selv har foreslået at supplere familiesammenføringsreglerne med krav om, at man ved familiesammenføring til Danmark stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet.
- S og SF ser derfor positivt på at supplere 24-års reglen med et pointsystem, hedder det i otte-punktsaftalen fra de to partier.
- Det indebærer, at ansøgere med gode forudsætninger for integration kan tildeles familiesammenføring, før de fylder 24 år, mens ansøgere med få forudsætninger omvendt må gøre en ekstra indsats, lyder det.
De to oppositionspartier tager dog først - og i fællesskab - stilling til det konkrete forslag om et nyt pointsystem, når selve lovforslaget er fremlagt.
- I en situation, hvor S og SF er uenige i regeringens og Dansk Folkepartis konkrete indretning af pointsystemet og derfor ikke kan støtte det konkrete lovforslag, vil det fremgå af betænkningsbidraget hvilke ændringer af pointsystemet, der vil blive taget initiativ til efter et regeringsskifte, hedder det i aftalen mellem de to partier.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde