SF: Skidt og kanel i oppositionens krav til folkeskolen
Flere af højrefløjens 10 krav til fremtidens folkeskole får hårde ord med på vejen af SF's børne- og undervisningsordfører, Pernille Vigsø Bagge.
- Jeg synes, der er både skidt og kanel. Det er skidt, at der er for meget bureaukrati og for meget upræcist og ufinansieret i kravene, siger hun til Ritzau.
Der har været intense forhandlingerne om et nyt folkeskoleforlig de seneste uger, og nu har oppositionen samlet 10 krav til regeringen.
Men blandt andet VKO's krav om, at et afgangsbevis kun skal gives til elever, der består dansk og matematik, får mundvigene til at hænge nedad hos Pernille Vigsø Bagge.
- Jeg synes, det er mærkeligt, at man foreslår, at unge i 9. klasse skal blive i folkeskolen på ubestemt tid, hvis de ikke består med en bestemt karakter, uden at anvise, hvordan det skal finansieres eller administreres, siger undervisningsordføreren.
- Og jeg synes også, det er ærgerligt, at man kommer med et bureaukratisk forslag om, at lærerne skal dokumentere ro i klassen, tilføjer hun.
Dansk Folkeparti har sat fokus på, at uro i klasserne skal mindskes, og VKO foreslår i deres udspil forskellige tiltag.
Blandt andet at hver skole skal have en handleplan om klasseledelse, og at der skal være krav om dokumentation fra lærerteams om, at de arbejder med klasseledelse.
- Der er ingen, der kan være i tvivl om, at der skal være ro i klassen, men det er også derfor, vi har peget på pædagoger som væsentlige, fordi de evalueringsforsøg, der er lavet, viser, at hvis der er noget, pædagoger kan, er det at være med til at skabe mindre støj og uro, siger Pernille Vigsø Bagge.
VKO's krav om, at elever skal have en times idræt dagligt, bliver dog modtaget positivt.
- Det er godt, at højrefløjen anerkender, hvor vigtig bevægelse er - det er jo derfor, det er en hovedingrediens i regeringens udspil.
- Jeg synes, det er et stort fremskridt i forhold til, hvor meget kritik højrefløjen har givet regeringens aktivitetstimer, siger Pernille Vigsø Bagge.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde