SF skraber atter bunden i ny meningsmåling

Nedturen fortsætter for SF, der tilsyneladende sidder fast i kviksand, når det kommer til meningsmålinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med opbakning fra blot 4,5 procent af vælgerne får SF den ringeste måling fra Rambøll/Analyse Danmark siden 2001, skriver Jyllands-Posten.

- Vi må konstatere, at regeringen som helhed er udfordret. Det er SF også, siger partiets nyslåede politiske ordfører, Jonas Dahl, til avisen.

- Vi skal kommunikere politik, og de seneste dage har vi brugt enormt meget tid på at diskutere, hvordan indholdet af vores indre navle ser ud. Jeg tror, at vælgerne er ret ligeglade og er trætte af at høre om SF's interne diskussioner, tilføjer han.

Målingen er foretaget i denne uge, hvor Dahls forgænger på posten, Jesper Petersen, overraskende forlod partiet og skiftede til Socialdemokraterne.

Flere andre ledende SF'ere har også sagt farvel og tak - blandt andet med den begrundelse, at partiet har for store interne besværligheder med de vanskelige beslutninger, der hører med til at have regeringsansvaret.

SF høstede ved seneste folketingsvalg 9,2 procent af stemmerne. Det var i september 2011.

Den nye meningsmåling indikerer nu en halvering af partiets støtte fra vælgerne, siden SF'erne gik i regering med Socialdemokraterne og Radikale Venstre.

En stribe af elendige meningsmålinger har klæbet til SF i den senere tid.

I starten af marts dykkede partiet til det hidtil laveste niveau i de mere end 10 år, Voxmeter har lavet meningsmålinger, og var for første gang under fem procent.

Det var anden gang på kort tid, at SF satte bundrekord i en meningsmåling.

En Megafon-måling for TV2 og Politiken gav kort tid forinden partiet en vælgertilslutning på 4,8 procent.

Og i denne uge kom så en anden Megafon-måling, som kun gav partiet 4,2 procent af stemmerne.

/ritzau/