SF taber indflydelse i byråd
Det har i en periode været slag til SF i meningsmålingerne. Og partiets modgang afspejler sig nu også i en helt ny opdatering af medlemslisten for samtlige byrådsmedlemmer.
Det skriver bladet Kommunen.
Undersøgelsen viser, at partiet har tabt mindst 27 af de 340 byrådsmedlemmer, som SF nåede op på ved sidste kommunalvalg. I samme periode er kun fire nye kommet til.
Årsagen til det markante dyk skal ifølge politisk kommentator Rasmus Jønsson blandt andet findes i regeringssamarbejdet.
- Hele det første år i regeringen har været meget blåt, og De Radikale har styret en hel del. Det har selvfølgelig fået nogle til at forsvinde i protest - nogle der ikke kunne se sig selv i det projekt, siger han til Kommunen.
Ifølge Kommunens optælling har over halvdelen af de forsvundne byrådsmedlemmer forladt SF siden regeringsdannelsen i oktober sidste år.
Desuden viser partiets nyeste medlemsopgørelse, at partiet fra marts 2011 til marts 2012 har mistet 1955 medlemmer.
SFs politiske rådgiver Ole Hvas Kristiansen, der arbejder med det kommunalpolitiske område i sekretariatet, og som har bistået partiet gennem 22 år, erkender, at ringe meningsmålinger og et kompromisfyldt regeringssamarbejde har slukket gejsten hos nogle lokale.
Men han vurderer, at dykket skal kobles sammen med den tidligere massive fremgang.
- Vi får en del utrænede politikere ind i 2009, og nogle af dem har nok ikke helt været SFere i virkeligheden, hvilket de så finder ud af.
- Og så stiller det store krav til samarbejdet mellem gamle og nye i en byrådsgruppe, når en gruppe pludselig vokser til fire-fem personer, forklarer han til Kommunen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned