SF: Tal for dræbte talibanere kan skade sikkerheden

På nuværende tidspunkt savner det mening at offentliggøre et estimat for, hvor mange talibanere danske soldater har dræbt under kampe i Afghanistan i løbet af den snart 12 år lange indsats i landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger SF fungerende forsvarsordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Dermed afviser hun et ønske fra regeringspartneren De Radikale, der erklærer sig "meget opsatte" på at få belyst antallet af dræbte talibanere.

- Jeg ved ikke, hvad det tal skulle bruges til. Set fra vores side er antallet af dræbte talibanere hverken et succeskriterium eller det modsatte. Og jeg ved ikke præcis, hvad De Radikale ønsker i forhold til det, lyder det fra Lisbeth Bech Poulsen.

Også Socialdemokraterne har afvist at fremlægge estimater over de danske soldaters drab på modstanderne på slagmarken. Det er sket med henvisning til risikoen for hævnangreb på de tilbageværende danskere i Afghanistan.

Og det er et synspunkt, som SF deler.

- Lige nu er vi i gang med at trække vores soldater hjem, men der vil stadig være folk på landjorden. Og her tænker jeg ikke kun på soldater, men også alle dem, der er i gang med bistandsprojekter og den slags, siger Lisbeth Bech Poulsen og fortsætter:

- Så vi er enige med Socialdemokraterne i, at det lige nu og her ikke giver mening at fremlægge tal.

Hun er dog med på at give Folketingets partier en orientering om antallet af dræbte talibanere, hvis der skulle være et sådant ønske. Men det skal i givet fald være på en sådan måde, at tallene ikke lægges ud i offentligheden, understreger hun.

Heller ikke i den anden ende af Folketinget er der gehør for De Radikales ønske. Til gengæld bakker Enhedslisten op, og partiet har allerede bebudet, at man vil bede forsvaret komme med en redegørelse.

/ritzau/