SF til Løkke: Drop skattestoppet officielt

Regeringen bør stoppe al snak om skattestop. Meldingen kommer fra SF, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen som en del af regeringens store spareplan udsætter en lettelse af topskatten to år.

- Jeg opfordrer regeringen til officielt at afsværge sig løftet om skattestoppet - så vi har ærlighed og rene linjer. Planen er et brud på regeringens løfte om skattestop, som nu er brudt to gange bare i maj måned.

- Først ved at øge afgifterne på alkohol og cigaretter ud over det aftalte i skattereformen. Nu bryder de skattestoppet igen ved at annullere den stigning i topskatten, som skulle komme fra næste år, siger SF's skatteordfører, Jesper Petersen.

SF er dog enig i, at det er en god idé at droppe lettelsen af topskatten, men det giver ifølge Jesper Petersen ikke længere mening at tale om et skattestop.

Regeringen fastfryser som en del af spareplanen også overførselsindkomster. Det møder hård kritik fra SF.

- Regeringens forslag er stærkt asocialt, fordi de mindste indkomster skal betale regningen for regeringens ufinansierede skattelettelser. Først deler de milliarder ud til skattelettelser til især de velstillede danskere, og regningen for festen må pensionister, arbejdsløse og studerende så betale, siger Jesper Petersen.

Fastfrysning af skattegrænser og overførselsindkomster giver en gevinst til statens regnskab på 10,5 milliarder kroner om året.

/ritzau/

Regeringen udsætter en lettelse af topskatten. Meningsløst at tale om skattestop, mener SF.

Offentliggjort Sidst opdateret