SF til Løkke: Sæt din ordfører på plads

- Nok er nok.

Disse ord bør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bruge overfor sin egen politiske ordfører, Peter Christensen, hvis det står til SF's ditto, Ole Sohn.

- Jeg opfordrer statsministeren til at sætte Peter Christiansen på plads, så han kan koncentrere sig om at forsvare regeringens politik fremfor at føre smædekampagne mod Helle Thorning, siger SF's politiske ordfører.

Peter Christensen (V) finder det utroværdigt, når Helle Thorning Schmidt siger, at hun og hendes mand, Stephen Kinnock, ikke har talt dage for, at han kunne slippe for at betale skat i Danmark.

Samtidig siger han, at det er problematisk, når S-lederen mener, at alle skal betale mere i skat, mens hendes egen mand bor i skattely i Geneve.

Den kritik vil SF ikke høre tale om.

- Venstre har ført en smædekampagne, og nu må statsministeren sige "nok er nok", siger Ole Sohn.

Han bakkes op af sin partiformand, der går endnu længere og siger til TV 2 News, at "der har været forsøg på at lave karaktermord på Helle Thorning-Schmidt".

Tidligere på sommeren blev der ellers bidt mærke i, at Villy Søvndal på SF's sommergruppemøde tilbage i starten af august nøjedes med at støtte hende som politiker og ikke tog stilling til skattesagen.

- Jeg har fuld tillid til Helle som politisk samarbejdspartner, og så ligger der en skattesag ved siden af, sagde Villy Søvndal dengang. Senest har Villy Søvndal udtalt, at han "hele tiden har haft fuld tillid til Helle".

Ole Sohn afviser, at støtten ikke har været total hele tiden.

- Vi har givet hende støtte fra dag et, og det er der ikke noget nyt i. Det eneste vi har sagt er, at vi ikke kan forholde os til sagen af den simple grund, at vi ikke kender den, siger Ole Sohn.

/ritzau/

SF opfordrer statsministeren til at sætte sin egen politiske ordfører, Peter Christensen, på plads, efter at han har prøvet at holde liv i Thornings skattesag.

Offentliggjort Sidst opdateret