SF: Vi skal nok blive enige med Radikale

SF's formand, Villy Søvndal, mener ikke, at uenighederne mellem hans eget parti, Socialdemokraterne og De Radikale er større, end at de sagtens kan overvindes for at sikre et fremtidigt regeringssamarbejde.

- På hovedparten af punkterne er vi jo enige, og derfor giver det også mening at lave noget sammen.

- Så er der nogle kendte uenigheder omkring efterløn, millionærskatten, betalingsring og så videre. Men det skal vi nok overkomme. Hvis der er vilje, er der også vej, siger Villy Søvndal.

Han peger på, at uenighederne i den blå blok er langt større, og at det dermed bliver sværere for Lars Løkke og co. at danne et politisk flertal.

- Der er heldigvis langt større forskel på den anden fløj. Forestil dig, hvis superliberalisten Anders Samuelsen og DF's Pia Kjærsgård skal danne et flertal sammen. Der er enigheden på vores fløj langt større, påpeger Villy Søvndal.

Han glæder sig over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har valgt at udskrive valget til afholdelse 15. september, da det giver en relativ kort valgkamp.

- Det er fint med en kort valgkamp. De fleste standpunkter i det her valg er jo kendte, så derfor kan vi lige så godt få det afgjort hurtigt, så vi kan komme i gang med at danne den regering, der skal dannes efter valget, siger SF's formand.

Villy Søvndal opfordrer desuden til, at det kommende folketingsvalg bliver et valg på indhold.

- Jeg håber, at Venstre har opbrugt deres kvote af skræmmekampagner allerede inden, valget blev udskrevet, lyder det fra SF-formanden, som trods positive meningsmålinger ikke tager noget for givet.

- Vi vil slås som løver i al vores vågne tid i den her valgkamp. Både for at sikre SF et godt valgresultat, men selvfølgelig også for at sikre et nyt flertal i Danmark, siger Villy Søvndal.

/ritzau/

SF's formand afviser, at uenighederne med De Radikale vil spænde ben for et fremtidigt regeringssamarbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret