SF vil forlænge håndværkerfradrag - i slanket version
SF vil gerne forlænge boligjobordningen, hvor man kan få fradrag for sine håndværkerudgifter, når man renoverer sin bolig. Det skriver Politiken søndag.
Ordningen er ellers en mærkesag for Venstre og De Konservative, mens regeringen ikke ønsker at forlænge den ud over i år.
Men nu vil ordningen også optræde som et af SF's krav i de kommende forhandlinger om den vækstpakke, som regeringen fremlagde forslag om i torsdags, oplyser partiets erhvervs- og energiordfører, Steen Gade til Politiken.
Partiet vil finansiere forslaget ved at fjerne et led i vækstplanen - en lempelse af beskatningen på udbytte af unoterede aktier i danske selskaber. Det vil dog skaffe mindre end en tredjedel af de nuværende udgifter til boligjobordningen.
- Vi mener ikke, at skattelempelsen giver en beskæftigelseseffekt. Og det ved vi, at boligjobordningen gør, siger Steen Gade til Politiken.
SF er enig i en del af regeringens kritik af den eksisterende ordning. Kritikken går på, at fradraget bliver brugt til masser af projekter, som folk ville gennemføre alligevel.
Derfor skal en ny ordning være slankere og mere målrettet, mener SF, som vil koble boligjobordningen med den strategi for energirenovering af bygninger, som regeringen fremlagde i mandags. Strategien rummer en række tiltag, men ikke nye midler til det.
Både Venstre og De Konservative hilser meldingen fra SF velkommen:
- Det er et skridt i den rigtige retning. Det viser, at regeringen er omringet af partier, der ønsker en fortsættelse af boligjobordningen i en eller anden form, siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg til Politiken.
De to partier ønsker dog ikke en målrettet ordning.
- Vi mener, at folk godt selv kan finde ud af, at det kan betale sig at investere i energieffektivisering, siger De Konservatives finansordfører, Mike Legarth, til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned