SF vil skærpe straffen for ulovligt salg af opioider

SF vil have strengere straffe for ulovligt salg af opioider, lyder det fra SF's retsordfører, Karina Lorentzen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Straffen til læger, som underskriver uforholdsmæssigt store recepter på piller, skal ifølge SF være strengere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hårdere straffe for ulovligt medicinsalg skal komme forbruget af opioider til livs.

Sådan lyder det fra SF's retsordfører, Karina Lorentzen, i et nyt udspil.

- Vi er nødt til at styrke indsatsen overfor bagmændene, som er dem, der er årsagen til, at unge mennesker ender i et misbrug.

Herunder skal straffen til læger, der underskriver uforholdsmæssigt store recepter på pillerne, skærpes, lyder det.

SF foreslår, at straffen for ulovligt medicinsalg skal være på niveau med tilsvarende narkoforbrydelser.

Ifølge Karina Lorentzen er det nemlig forholdsvist straffrit at besidde op til 3.000 receptpligtige piller.

Til sammenligning udløses den højere straframme for besiddelse af euforiserende stoffer allerede, hvis man har 150-200 ecstasypiller eller 25 gram kokain på sig.

- Banderne og skumle bagmænd udnytter, at strafferammen for ulovligt medicinsalg er meget lavere, end det vi normalt opfatter som narko. Det er alt for nemt og risikofrit for bagmændene at sende pushere i byen med en stor pose piller, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

SF var tilbage i november med til at stemme en bandepakke igennem, som ligeledes indeholdt strengere straffe.

Og nu vil de endnu en gang have skærpede straffe.

- Vi tager stilling fra sag til sag, lyder det fra Karina Lorentzen.

Tilbage i juni 2023 oplyste Sundhedsministeriet, at ud af de 63 kommuner, der deltog i undersøgelsen, rapporterede knap 25 procent om en stigning i unge, der misbruger opioider.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen fra februar 2023 viste ellers en faldende tendens fra 2016 og frem til 2021 i antallet af danskere, der får udskrevet recepter på opioider.

/ritzau/