SF'er Jacob Mark sygemelder sig med øjensygdom
Jacob Mark (SF) har fået en øjensygdom, som ifølge politikeren skyldes langvarig overbelastning af kroppen.
SF's gruppeformand, Jacob Mark, har sygemeldt sig fra Folketinget.
Det sker, efter at han har fået konstateret en sygdom, som gør, at han har mistet noget af sit syn, skriver han på Facebook.
- Jeg har desværre fået en sygdom i begge øjne, der gør, at jeg har mistet store dele af mit syn - særligt på det ene øje er det rigtig slemt. Det betyder også, at jeg meget hurtigt bliver svimmel og får hovedpine, skriver han i et facebookopslag.
Det skyldes en langvarig overbelastning af kroppen og sindet, lyder det videre i opslaget. Han kan ifølge opslaget få det bedre, hvis han sygemelder sig og tager en pause.
- Hvis jeg får stressen ud af kroppen, så kan det være at synet kommer tilbage. Men hvis ikke, så risikerer jeg at miste synet permanent, skriver han blandt andet.
Jacob Mark er 30 år og blev valgt til Folketinget i 2015. Han er forlovet med Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen.
- Det er uhyggeligt at miste sit syn. Det er uhyggeligt at have et godt syn og pludselig kan jeg ikke se Christina hen over middagsbordet, når det er mørkt udenfor. Og det er uhyggeligt når optikeren siger; det her har ikke noget med briller at gøre. Dit syn er bare væk.
Folketinget skal stemme om, hvorvidt Jacob Mark kan sygemelde sig på tirsdag. Jacob Mark skriver ikke i opslaget, hvor længe han vil sygemelde sig.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker